Game Night

Actionfyldte komedier er ikke ligefrem et nyt fænomen. Tænk blot på Frækkere end politiet tillader (1984), Rush Hour (1998) og Kick-Ass (2010).

Men med den rigtige balance mellem humor og hærgen samt et velskrevet manuskript kan man stadig blande en udsøgt, filmisk cocktail.

Game Night kombinerer forstadssatire og genreparodi og giver oplevelsen af, at man som publikum ved mere end karaktererne på lærredet.

Vi følger ægteparret Annie og Max (Rachel McAdams og Jason Bateman), som hver uge holder spilaften for deres venner. Men da Max’s velhavende bror Brooks for en gangs skyld vil være vært, går det hele galt.

Imens gæsterne hygger sig med ost og champagne, bryder to mænd nemlig ind i luksusvillaen og bortfører værten.

Umiddelbart tror alle, at det er en del af et omfattende spil, der går ud på at spore forbryderne. Men undervejs viser det sig, at de alle faktisk er i fare, og Brooks virkelig er blevet bortført.

Selve bortførelsesscenen er en visuel fornøjelse, hvor kameraet danser rundt om det flot koreograferede slagsmål. Som bedrevidende publikum kan man ikke lade være med at smile lidt ad den afslappede vennegruppe, der nonchalant ser på fra sofaen og tror, at det hele er for sjov.

Desværre stopper hverken denne eller filmens andre actionscener, imens legen er god. Den fortsætter længe efter overraskelsesmomentet er forbi, til man er færdig med at grine og begynder at kigge på uret.

Ligesom i De satans chefer om tre mænds mordforsøg mod deres chefer – hvor både Jason Bateman og Game Night-instruktøren John Francis Daley medvirker – savner man mådehold i actionsekvenserne, så de ikke står i vejen for komedien.

Men hvor filmens genrefæller i nyere tid har solgt sig selv med grov humor og højrøstede komikere, kan Game Night noget andet.

Det kan lyde mærkeligt, men det er fraværet af de grove, højrøstede komikere, der gør filmen sjov. Skuespillerne forsøger ikke at overgå hinanden i at være sjove, og personerne taler rent faktisk med hinanden i stedet for at råbe og skrige.

Rachel McAdams’ præstation som Annie er et pragteksempel herpå. Som i en af filmens afgørende scener, hvor hun og Max – stadig uvidende om, at bortførelsen ikke er en del af spillet – sporer forbryderne til en snusket bar i udkanten af byen.

Hun sender Max et kærligt, indforstået blik, før hun i harnisk vender sig mod forbryderne. Hun peger på dem med en pistol og tvinger dem i knæ, med panden mod gulvet og hænderne i vejret.

Den anspændte situation udvikler sig dernæst til forvirring, fordi hendes gidsler ikke forstår anvisningerne. Hvordan kan man have hænderne i vejret, når man har panden mod gulvet? Så hun giver sig til at lære dem yogastillinger.

Fordi hun stadig er overbevist om, at det hele er en leg, undskylder hun over for sine gidsler, hver gang hun lader sig rive med af situationen og håner en af dem for at være skaldet.

Filmen byder på en diskret udstilling af middelklassens kedsomhed. Bortførelsen fører dem til et kæmpestort palæ, hvor der holdes private boksekampe i kælderen. Nogle af dem ser deres snit til at nyde lidt af det søde liv som tilskuere med et glas champagne i hånden.

Det er – som en af personerne siger – en blanding af Eyes Wide Shut og Fight Club – men med deres middelklasse-uniform (denimjakker, t-shirts, farvede skjorter), kan de ikke skjule sig i mængden af jakkesæt og cocktailkjoler. 

Når biljagter og bekrigelser tager overhånd, spænder filmen ben for sig selv. Det er som komedie og ikke som actionbrag, at den udmærker sig.

Men når vold og spænding træder i baggrunden, er filmen et friskt pust i den gennemtærskede actionkomedie.