The First Lady

”En kvinde er som en tepose.” 

Det siger en snarrådig Eleanor Roosevelt i 1930’erne. Hendes tilværelse er præget af en konservativ tidsalder før kvindefrigørelsen. 

For at beskytte sig skjuler hun sine kamplystne holdninger i vittige bemærkninger. Hun fortsætter sammenligningen og siger, at man ikke ved, ”hvor stærk hun er, før hun kommer i varmt vand”. 

På sin vis udspilles et kostumedrama, der springer frem og tilbage i tid med fokus på tre præsidentperioder. 

Præsident Franklin Roosevelt ledte amerikanerne igennem den store depression og Anden Verdenskrig, Gerald Ford afløste i 1970’erne kortvarigt den skandaleramte Nixon, mens Barack Obama i vores tid symboliserede Vestens optimistiske fremtidsdrømme, men endte med at dele vandene. 

Imidlertid udspilles et ægteskabsdrama med en underliggende kritik af historiske uretfærdigheder, når det viser sig, at præsidentfruerne Eleanor, Betty Ford og Michelle Obama frarøves deres drømme og ambitioner til fordel for mandens fornemme embede. 

En kvinde har endnu ikke bestridt den vigtige post som præsident, og i den kontekst bliver seriens åbningsmelodi – en jazzet udgave af den nationalromantiske hymne This Land is Your Land – en satirisk kommentar. 

Når 95-årige Betty Ford (Michelle Pfeiffer) efter Obamas sejr sender et brev til Michelle (Viola Davis), er det ikke en lykønskning, men trøst. Ingen af dem glemmer, hvordan det mindste fejltrin blev kritiseret af staben og blæst op af medierne. 

Historiens vingesus mærkes, når seriens danske instruktør – Oscar-vinderen Susanne Bier – indfanger tidsånden hjulpet af tidstypiske toner og garderobe, men også måden persongalleriet gebærder sig på. 

Ligesom i Biers gennembrudsfilm Den eneste ene fra 1999 iscenesættes solidaritet og hverdagskonflikter. Med glimt i øjet stiller hun skarpt på den jordnære, menneskelige fortælling bag det store, politiske spil. 

Således er det ikke en isnende modtagelse, Michelle får af den afgående førstedame Laura Bush. Hjertevarmen er til at føle på, nærmest som var de gamle veninder. 

Viola Davis tælles blandt vor tids fornemste skuespillere, og hendes præstation som Michelle Obama sidder lige i skabet. I modsætning til O-T Fagbenle, der rent faktisk er mindre karismatisk end Barack, har Davis en slående fysisk lighed med Michelle, efter at hår og makeup er lagt. Men hun formår også at indfange virkelighedens præsidentfrues ansigtsmimik og kropssprog, uden at det bliver karikeret. 

Med lige dele frygt og vrede lysende ud af øjnene holder hun om sine børn, når de hører om skoleskyderier og politiets arbitrære nedskydning af sorte teenagere. 

Også Michelle Pfeiffers Betty Ford er ganske uimodståelig fra første øjekast, hvor hun iført slåbrok hører muntre viser i radioen. Hun smiler fra øre til øre, imens hun forsøger både at danse og blande en cocktail på samme tid. 

Lige så meget charme hun udstråler som lettere snalret husmor, lige så sårbar, men også stålfast er hun, når hun i 1970’erne chokerer med åbent at tale om sine erfaringer med psykoterapi. 

Præsidentfruen har lagt navn til Betty Ford-klinikken – et afvænningssted for alkohol- og stofmisbrug, som hun selv led af. Det er hjerteskærende, at hun i serien sjældent ses på lang afstand af sin sædvanlige gin tonic. 

Trekløveret fuldendes med Gillian Andersons stædige Eleanor. Hjertevarmen og handlekraften, hun tilføjer præsidentfruen, er ikke ulig den eminente præstation som Storbritanniens forhadte premierminister Margaret Thatcher i The Crown. 

Tidligt i serien opdagen hun en hemmelig dør til soveværelset i Det Hvide Hus. Med en iver, der minder om detektivens åbenbaring til sidst i en Agatha Christie-roman, fortæller hun, at ni tidligere præsidenter havde slaver på adressen. Men det er uvist, hvor mange af dem skulle have adgang til hans seng. 

Mange har spekuleret i, om Eleanor i virkeligheden var lesbisk, og den fiktive udgave bruger således døren til sine sidespring med elskerinden. 

Der er meget på spil i The First Lady. 

At balancere et stjernespækket persongalleri med en tankevækkende, vidtforgrenet fortælling, der konstant springer i tid, kræver en stærk instruktør. 

Det mestrer Susanne Bier til fulde.