Enten/Eller

To sjæle finder hinanden i nattelivet. 

Igennem slørede flashbacks og lidenskabelige nærbilleder giver de sig hen til hinanden. Fragmenterede billeder af læber, der mødes, kys på halsen og nysgerrige hænder, som grådigt udforsker en ukendt krop, blander sig med latter og glemte øjeblikke tidligere på aftenen. 

Alt sammen filmet med lav, blålig belysning, der giver et drømmelignende og begærligt udtryk – som var det en del af en parfumereklame for Dior. 

Sådan præsenteres hovedpersonerne William og Maja, der i første episode vågner op sammen efter en hed nat uden at kende hinandens navn. 

Disse indtagende sekvenser er særligt fremtrædende i de første par afsnit af Enten/Eller og ebber siden langsomt ud. De forbliver visuelt seriens stærkeste og fylder skærmen med kødelig lyst, hver gang de vender tilbage. 

Men de unge elskende er begge ungdomspolitikere og står på hver deres side af det politiske spektrum. Ligesom romancen spirer, skydes valgkampen i gang, og det går ud over forholdet. 

Allerede i første sæson hænger de hver især valgplakater op på Christianshavn, og Majas slæng af venstreorienterede autonome ser den liberale William rive en modkandidats plakat ned. 

Undervejs trapper konflikten kun op, før den udvikler sig til vold.

Inspirationen fra Romeo og Julie er ikke til at komme udenom. Vi ser tragediens højdepunkter blive genskabt i nutidens København, og ligesom i Shakespeares forlæg foregår nøglescener mellem de unge elskende på en altan.

I rollen som Maja ligner Emilie Kruse med sit lyse pandehår og vintage-skjorter en typisk moderne københavnsk kvinde, og skuespilleren kommer hurtigt under hun på seeren med sit afdæmpede, men intense spil. Mens Nikolaj Dencker Schmidt både er charmerende og sårbar som William, hvis hundeøjne stråler – selv når han fuld af vrede råber ad sin far i afmagt.

Serien har tydeligvis også ladet sig inspirere af dansk politik. Især Maja fremstår som en kombination af flere markante kvindelige politikere på venstrefløjen.

Under en politisk debat ser vi, hvordan hun himler med øjnene og sukker opgivende, hver gang modparten siger noget, hun er uenig med. Når hun selv får ordet, skifter hun facon og bliver mere saglig og nærværende – en retorisk teknik, man kender fra Zenia Stampe, Pernille Skipper og Mette Frederiksen.

Men Maja er mere og andet end en politisk aktivist. Faren er således kvægavler. Og selv om hun taler om retfærdighed, begår hun i desperation verbale angreb på sine modkandidater.

Ikke desto mindre er hun en tiltalende figur, der omgås arbejderne, de unge og autonome, men er afbalanceret nok til at kunne diskutere med alle politikere uanset partifarve.

Modsat er William en arbejderdreng fra Vestegnen, der forsager sit ophav for at være dus med privilegerede, liberale unge, som har ondt af sig selv, når de går glip af en skiferie.

”De er født med en sølvske oppe i røven. Men det er du ikke,” siger en ældre politiker om det liberale parti for at opmuntre William til at bruge sin baggrund til at skille sig ud på højrefløjen.

Men han vælger at kysse med Maja, når han får til opgave at skrive en tale for partiformanden. Således bekender serien friskt politisk kulør og udstiller liberalisme som en kortsigtet, forkælet og impulsiv strømning.

Alligevel bliver de unge elskende gradvist mere midtersøgende, selv om William ændrer sig mere end Maja. Det er, som om serien indimellem prøver at fremstå politisk neutral, men det lykkes kun delvist.

Majas barndomsveninde Line flytter ind, men veninden fremstår mest som andenviolin, der holder spejlet op foran Maja, som er ved at miste jordforbindelsen. Line og mange andre bipersoner er arketyper snarere end virkelige mennesker.

Det ændrer dog ikke ved, at Shakeapeares historie føles spillevende i Christian Vangsgaard og Malthe Koch’ danske fortolkning.