En vild familie

Ukjent landskap, som En vild familie hedder på norsk, leder tankerne hen på Norge som et vældigt territorium. Men også på det uendelige indre territorium, som filmen viser sig i virkeligheden at handle om.

Norske Maria og hendes engelske mand Nik bor sammen med fire børn: Marias datter Ronja fra et tidligere forhold og de tre fællesbørn: Ulv, Falk og Freja.

De to neohippier underviser selv deres børn hjemme, og familien lever som selvforsynende, fjernsynsforsagende Steiner-typer i et selvbyggerhus ude i en skov.

Og så dør Maria.

Det rammer tilskueren som en forhammer. Man tror først, at man misforstod noget. Med ét er hun skaldet. Så har hun en stomipose stikkende ud af maven og et leverdræn, der hænger slapt ned. Og så står hendes navn på en gravsten.

En del af forvirringen skyldes, at Maria, der er en slags fortæller med film, fotos og ord, selv har lavet filmoptagelserne frem til sin egen død. Der er ikke gået ti minutter, før historien bliver en helt anden, end Maria, hendes familie og publikum havde regnet med.

Silje Evensmo Jacobsens film giver mindelser om Captain Fantastic, hvor Viggo Mortensen – ligesom Nik – underviser sine børn selv og prøver at give dem sine sunde, angiveligt progressive og i hvert fald anderledes værdier.

Historien kan også minde om Maj My Humaidans bog Ærø Manifestet, som handler om, hvordan hun og familien vender storbyhverdagen og velfærdsstaten ryggen for at klare sig selv og leve mere selvstændigt og frit.

Sådan ser det i hvert fald ud på overfladen.

En slags Junglebogen møder Robinson Crusoe. Alt skal være åh så naturligt, men det er også en overlevelseskamp for homo economicus. Så skifter historien spor og handler i virkeligheden om sorg.

Sorgen smadrer Nik, der pludselig er enlig far og aldrig igen vil have en ny kone. Den spalter Ronja, der flytter fra barndommens paradis og ind til sin biologiske far i en lejlighed i byen. Den knuser Freja, der nu bor alene med tre hankønsvæsener – scenen, hvor den store pige efterlyser veninder, er hjerteskærende. Lille Ulv leger mest bare med økser. Hans bror Falk bliver mere og mere langhåret.

Imens de smukke beretninger om børnesorg foldes ud, indser Nik efterhånden, at han og familiens rejse ind i naturens sjæl nok er blevet umulig.

For når man er enlig far og faktisk helst bare vil sidde og skære en træske ud til sin datter, kan man ikke betale sin termin på bondegården. Heller ikke selv om den er billig, og man selv har sat den i stand for en slik.

Som i næsten alle andre historier om de mange moderne typer, der er en blanding af paranoide preppers, naturbørn, økoflippere og radikaliserede liberalister – eller deciderede egotrippere – ender det som et sammenstød mellem kultur og natur, men også imellem ego og fællesskab.

Fordømmelsen og den overlegne attitude i forhold til stort set alle andre mennesker og det almindelige moderne hverdagsliv kolliderer med realkravene fra samfundet. Selvfølgelig de økonomiske, som sætter hårde rammer op for, hvad man kan. Men også mere subtile rammer såsom socialisering og tilpasning.

De mange små svigt, man fornemmer i filmen, sender tankerne i retning af dokumentaren Christianias børn – Skyggesiden af eventyret fra 2015 om sagesløse børn, der ofres på selvhøjtidelighedens alter, imens de barnlige voksne tilbeder deres naive idealer.

Marias egne billeder er markant bedre og smukkere end dem, et helt filmhold efterfølgende formår at lave. Og dokumentaren fremstår indimellem noget ufokuseret med de mange historier, som dog samtidig løfter filmen.

For det er ikke hver dag, man følger en piges sorg over sin mor helt ind i terapisamtalerne eller ser en dreng, der ikke tør præsentere sig i en skole, fordi han aldrig – i hele sit liv – har haft kammerater.