Streaminganmeldelse
11. sep. 2023
Ehrengard: Forførelsens kunst

Den selvsikre Cazotte (Mikkel Boe Følsgaard) gør alt, hvad han kan for at slå benene væk under den unge, smukke Ehrengard (Alice Bier Zanden), men måske er hun den sande forfører. 

Foto | Rolf Konow

Ehrengard: Forførelsens kunst

Blixens formidable forvekslingskomedie bliver i Bille Augusts hænder en dragende fortælling om mødet mellem kølig kvindelist og feminin mandlig forførelse.

Af Kristian Ditlev Jensen

Da Karen Blixens kortroman Ehrengard udkom i 1963 i USA, på engelsk og under pseudonymet Isak Dinesen, skrev forlaget Random House på det romantiske omslag, at det var ”A New Tale”.

Men på det tidspunkt havde Blixen allerede været død i et år. Værket udkom posthumt. 

Blixens formidable forvekslingskomedie drejer sig om en forførende portrætmaler. Han jagter en ung kvinde, der desværre selv er vanvittigt god til at fægte og måske faktisk er den sande forfører.

Er Eva kun en kopi skabt af Adams ribben? Eller kan kvinder noget i egen ret?

Køn er ikke uden betydning i en angivelig historisk kortroman, hvor en kvinde er fægter, soldat og kriger – skrevet af en kvindelig forfatter, der tidligt forstod at optegne kvindelighedens styrker.

Ordet ”tale” på originaludgavens cover er uhyre centralt. 

For historien om forføreren, der vil nedlægge den unge, smukke kvinde Ehrengard (Alice Bier Zanden), er i særklasse markeret somfortælling. Den er et narrativ løftet op til noget symbolsk. Præcis som vi kender det fra Blixens andre mytologiske fortællinger. 

I sin seneste spillefilm, Kysset, understreger Bille August sin kærlighed til det litterære mere direkte end tidligere, skønt han egentlig altid har været en finlitterær instruktør i bredformat. 

Både i Kysset og Netflix-filmen Ehrengard refereres der til det skrevne ord. I Kysset drejer det sig mest om en romantisk æstetik. I Ehrengard føres grebet endnu videre, fordi filmen med sin nærmest aristoteliske æstetik går op som i en kabale.

Blixen skriver fiktion, historien handler om en maler, som skaber billeder af virkeligheden, og Bille August filmer det hele og gør det endnu mere fiktivt.

Samme tanke viser sig i alt – skuespil, dragter, væggenes bemalinger eller det Walt Disney-agtige landskabsmaleri. At Blixen har placeret det hele i en slags proto-germansk drømmeverden, eventyrriget Babenhausen, fuldender det eventyrlige. 

Allerede i åbningsscenen trækkes det fiktive helt frem, for ”kulissen” bag slottet er åbenlyst håndmalet. Altså med pensel.

Klædedragterne, der ligesom scenografien er skabt af Dronning Margrethe, er fantastisk smukke, sjove og nærmer sig jævnligt det hysteriske. Det er vidunderligt kulørte stoffer med spraglede mønstre og brokader og syrede snit. Scenografierne er gennemførte og ligner tableauer eller installationer. 

Hvis man tænker på Netflix-serien Bridgerton, er det ikke helt skævt. Kunst, fiktion og fantasi eksploderet ud i hvert eneste hjørne af filmen.

Det gælder også castingen, hvor en charmerende og varmblodet Sidse Babett Knudsen som overhertuginde får en hysterisk og pænt overspillet orgasme, hvor Mikkel Boe Følsgaard som forføreren Cazotte spiller med et nærmest jazzet anslag, og hvor alene Alice Bier Zandens ansigt faktisk er hele filmen værd.

Det er skulpturelt, dragende og uendeligt smukt.

En række af de mindre karakterer er også velspillede. Men centralt står mødet mellem en kølig kvindelist og en feminin mandlig forførelse.

Som altid hos Blixen er det idéer, som mødes. Og i de bedste af scenerne sitrer alt imellem dem. Man kan simpelthen mærke skuespillet.

Det eneste, man savner, er Blixens sprog, som føjer noget mere til fortællingen. Man får øje på sproget hos Blixen. Hos Bille mærker man det snarere.

Når en brud i den danske oversættelse af Blixens engelske original er ”Frisk og ren som en Pæonknop, blid og munter som et Barn,” eller når Ehrengard ”skal være den Rose som lader alle sine Blade falde for ét eneste Vindpust og staar nøgen tilbage”, dirrer man næsten.

Den sidste sarte linje er med i filmen og helt central.

Det er nemlig ikke Ehrengard, der dåner til allersidst, men publikum. I mere end én forstand. Men hvordan dét hænger sammen, skal man unde sig selv at se med egne øjne.

Titel:
Ehrengard: Forførelsens kunst

Originaltitel:
Ehrengard: The Art of Seduction

Land:
Danmark

År:
2023

Instruktør:
Bille August

Manuskript:
Anders Frithiof August

Medvirkende:
Sidse Babett Knudsen, Mikkel Boe Følsgaard, Emilie Kroyer Koppel, Alice Bier Zanden

Spilletid:
94 minutter

Premiere:
14. september på Netflix

Relevante artikler

Biografanmeldelse
23. feb. 2023
Kysset

Kysset

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
25. juni 2026
In the Hand of Dante

In the Hand of Dante

Serieanmeldelse
22. juni 2026
Widow’s Bay

Widow’s Bay

Tv-anmeldelse
11. juni 2026
Operation X: Flået af Skat

Operation X: Flået af Skat

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro