Dragens vogter

Noget af det fineste, man kan huske fra sin barndoms filmoplevelser, hvis man er vokset op i 1970’erne, er de kommunistiske introer til kinesiske børnefilm på tv. Og de kinesiske tegn og den fine, grynede grafik i åbningen af en spillefilm giver – også anno 2026 – forhåbninger om de gode, gamle dage. 

Desværre er det ikke kun det gode fra de gamle dage, man får i denne spansk-kinesiske samproduktion. Tegnefilmen er nemlig forbavsende dårligt animeret, og gengivelsen af forfatteren Carole Wilkinsons børnefantasy-bog Dragonkeeper, som i filmversionen er fordansket til Dragens vogter, skuffer fælt. 

Historien er ellers sød nok. 

I et mytisk oldtids-Kina – i bogen er det tidsbestemt til Han-dynastiet, cirka 200 efter Kristus – er dragerne næsten forsvundet. De få, der er tilbage, holdes fanget af kejserens onde mænd, som bruger alle deres kræfter på at finde på livsforlængende behandlinger til deres overhoved. 

Forældreløse Ping lever som tjenestepige i en af de afsides fæstninger, hvor de sidste drager holdes indespærret. Her knytter hun et særligt bånd til den gamle drage Danzi og opdager langsomt, at hun selv besidder kræfter, hun i begyndelsen ikke rigtigt forstår. 

Da et sjældent drageæg, som måske er ungdommens kilde, pludselig kommer i hendes varetægt, bliver Ping tvunget ud på en farefuld rejse over bjerge og floder igennem hele kejserriget. Sammen med dragen må hun undslippe soldater, dusørjægere, nedstyrtende broer og en hensynsløs dragefanger, der vil gøre alt for at få fingre i ægget. 

Filmen er en slags udviklingsfabel. For undervejs vokser Ping fra at være en bange slavepige til at være en modig beskytter af noget, der er større end hende selv. 

Dragens vogter er kort fortalt en eventyrlig animationsfilm om venskab, om frihed og om modet til at vælge sin egen skæbne i en verden, hvor magt og grådighed truer de sidste spor af magi og poesi i den menneskelige verden. 

Det lyder jo alt sammen meget godt. Men historien er desværre så kedeligt fortalt, at både børn og voksne hurtigt mister interessen. 

Det sidste skyldes måske ikke mindst den ubehjælpsomme animation. Apropos gamle dage føler man sig hensat til en verden af grove computerspil fra 1990’erne. Menneskene er nærmest firkantede og vralter rundt, alle figurer – både personer og fabeldyr – er åbenlyst stykket sammen af kluntede, grafiske elementer, der giver et nærmest 2D-agtigt look, og den decideret klodsede grafik er mest af alt bare forstyrrende. 

Indimellem leder det tankerne hen på computerspillet Minecraft, men hvor man i det spil netop skamdyrker det bevidst kiksede og dermed retro-agtige byggeklodsdesign, er det næppe hensigten her at være sølle med vilje. 

Man kan dårligt huske, hvornår man sidst har set en animation være så generende for historiens udfoldelse. Og lagt sammen med det slappe manuskript, bliver spændingskurven mest af alt bare nedadgående. 

Det kan virkelig undre, for den spanske del af instruktørduoen Salvador Simó og Jianping Li er en prisvindende instruktør bag den karakterfulde animation i den smukke spillefilm Buñuel i skildpaddernes labyrint fra 2018, og han har sågar lavet visuelle effekter til Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales og Junglebogen. 

Men denne film er der ikke noget visuelt effektfuldt ved. 

Den kinesiske dragemytologi er legendarisk. Den er også overraskende, fordi dragerne altid er gode væsener i Kina, og denne kulturelle fantasy havde fortjent en smuk, veludviklet og rigtigt rørende film, som kunne skildre den kinesiske folklore. 

I stedet sidder man med en skuffende og nærmest fjollet dragelegende, som højst kan spy en kvadratisk røgsky.