Downton Abbey: En ny æra

”Vi har brug for pengene,” siger den fremsynede Lady Mary til sin altmodische far Robert.

Pengenød er ellers ikke just noget, man forventer af de to adelige, der er omgivet af kunst, juveler og tjenestefolk.Men sociale ændringer i det 20. århundredes første halvdel stiller overklassen i en svær situation.

Pludselig skal de selv betale for at vedligeholde opulente boliger som Downton Abbey, hvor taget er utæt og truer med at give helt efter, hvis der kommer stormvejr.

Hjælpen kommer udefra, når et hold filmskabere fra London ankommer. De vil betale en klækkelig sum for at bruge det gamle gods som bagtæppe til et storladent melodrama.

Imidlertid arver matriarken Lady Violet en villa i Sydfrankrig efter en tidligere bejlers død. Det er en anledning til at se det elskelige persongalleri rejse sydpå, men vender også op og ned på indtrykket af den ellers tilknappede, ældre kvinde.

Tv-serien Downton Abbey, der går forud for de nu to spillefilm, fik premiere i 2010.

Siden har persongalleriet leveret pragtfulde præstationer som herskab og tjenestefolk i et klasseopdelt, landligt England. Hen over et årti har skuespillerne hver især lært personerne bedre at kende, og præstationerne er knivskarpe.

Især Hugh Bonneville og Michelle Dockery mestrer det underspillede som faren Robert og datteren Mary, der samtidig diskret låner fra sæbeoperaens fokus på sigende ansigtsmimik imellem replikkerne.

Men det er Maggie Smiths mundrappe og lårklaskende sjove Violet, der stjæler rampelyset.

”Så ville jeg hellere tjene min løn nede i en mine,” svarer hun opstemt ved tanken om at optræde som skuespiller. Den dobbelte Oscar-vinder blander troværdigt skuespil med morsomme replikker, men der er mislyde.

Humoren i Downton Abbey udsprang tidligere af velskrevet dialog. Men den nye film genbruger grådigt fra Singin’ in the Rain – ikke mindst en scene med en tidligere stumfilmstjerne, der ikke kan finde fodfæste i talefilmens æra.

Det er sjovt takket være Laura Haddocks skingre cockney-dialekt og fremragende komik, men scenen står uundgåeligt i skyggen af klassikeren.

Haddock spiller glamourøse Myrna Dalgleish, der er sluppet afsted med sit heftige temperament, fordi hun er en eftertragtet stumfilmstjerne. Men ved indgangen til talefilmæraen er hendes fremtid uvis.

Ligesom tv-serien starter Downton Abbey: En ny æra med droneoptagelser, der viser det overdådige gamle gods, som er fortællingens midtpunkt.

Alt synes ved det gamle – og så alligevel ikke.

Filmens undertitel understreger indgangen til en ny æra i 1928. Showbusiness er ved at udkonkurrere adelen på pengepungen, og sågar den sirlige, melankolske intromusik bliver løftet af et jazzet bigband.

De nye toner går hånd i hånd med filmholdet, der forstyrrer ordenen på Downton Abbey. Men noget tyder på, at den historisk korrekte forfatter Julian Fellowes er ved at miste taget om sit livsværk.

Ikke blot er de medvirkende underligt solbrændte, selv om engelske adelige ved indgangen til 1930’erne ikke var det. Klassedelingen i den nye film er også mere obskur til fordel for de tyendes lykkelige slutning.

Når Hollywood presser citronen, placeres folkekære figurer ofte med et anderledes eksotisk bagtæppe.

Hvor den hockeymaskeklædte massemorder Jason Voorhees i Fredag den 13. VIII kom til New York, og Sex and the City-slænget i sin tid rejste til Emiraterne, besøger familien Sydfrankrig uden noget egentligt formål.

Uden at løfte sløret for slutningen fremstår Downton Abbey: En ny æra som en følelsesladet afsked med et epokegørende kostumedrama, som fremtidige genrefæller vil blive sammenlignet med.

Persongalleriet er stadig uimodståeligt. Men det er svært at se behovet for endnu en opfølger til fortsættelsen af en populær, afsluttet tv-serie.