Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot

”Advarsel! Pladsen bevogtes af lesbiske.”

Påskriften står i en af den autentiske John Callahans avisstriber i herremagasinet Penthouse. Den erstatter advarslen om en vagthund på en byggeplads og skaber debat i en halvmørk ølstue.

Bartenderen fastholder, at det ikke er særlig sjovt. Men nogle finder tegningen anderledes lystig. Der er jo intet mere skræmmende for mandlige læsere af det erotiske tidsskrift end kvinder, som ikke har brug for mænd.

Ligesom Gus Van Sant deler satiretegneren John vandene med grænsesøgende humor i den sorgmuntre Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot.

Selv filmens titel refererer til en tegning, hvor den rullestolsbundne John (Joaquin Phoenix) gør grin med sit handicap.

Men bag de lattervækkende avisstriber er alt ikke lutter lagkage. Vi følger den unge John, der på et hængende hår overlever et biluheld, men bliver invalid og dertil døjer med alkoholisme.

I de forkerte hænder kunne filmen være blevet patostung. Men Gus Van Sant stiller skarpt på sin hovedpersons oplevelse af verden og gør aldrig handicappet til en sensation. Elegant veksler filmen mellem to kronologiske fortællinger: én om Johns bitre tilvænning til livet som invalid og én om hans fremskridt med alkoholmisbruget.

Begge med USA’s solbeskinnede vestkyst som bagtæppe.

Imellem de to lag ser vi Johns kostelige avisstribe blive levende på papiret. De korte, animerede sekvenser er vores adgang til Johns ufiltrerede tankestrøm.

Fastspændt i rullestolen er det umuligt for alkoholikeren at få hænderne på en flaske vin, der falder på gulvet. Som en gal drøner han tørstig rundt om en slidt sofa i sin gustne, indelukkede stue. Men før det komiske spektakel bliver tummelumsk, stopper billedet ved det hærdede ansigt, der hiver efter vejret af abstinenser. Misbrugets alvor slår ham som en åbenbaring, og episoden giver ham inspiration til en af hans første tegninger.

”Vil du sidde på mit ansigt?” spørger John kækt en sygeplejer fra hospitalsengen. Det er en scene, der både udfordrer og hylder #MeToo-bevægelsen.

Joaquin Phoenix viser sit fænomenale talent, når han andre gange overgår sig selv med voldsomme vredesudbrud eller abstinenser efter sprutten. Noget i skuespillerens delikate, drillende smil fortæller os, at sygeplejersken og ham i forvejen flirter med hinanden.

John ved, at en halsløs tilnærmelse kun ville blive gengældt med en flad lussing.

Optrinet fra sygelejet er sigende for, hvem John er. Han er grænsesøgende, men ikke grænseoverskridende. Nogle af hans replikker er skrevet for at få os til at stejle, men fremsiges af en mand, der trods alt viser lidt situationssans.

Samme fingerspidsfornemmelse viser Gus Van Sant, der tre gange lader John berette den samme historie om, hvordan han blev bortadopteret. Første gang er fortællingen sorthumoristisk. Anden gang er den tragisk. Tredje gang begynder vi at forstå, hvor kompleks historien virkelig er.

Længe før Brokeback Mountain gjorde homoerotik folkelig, har instruktøren markeret sig med alternative skildringer fra virkelighedens USA. Tænk blot på My Own Private Idaho.

Van Sants rebelske fortid skinner også igennem i Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot, hvor vi møder arter, der ellers er truede i Hollywoods landskab.

Ud over handicappede er der både frodige kvinder, krigsveteraner og en vred, ung mand, som læser et digt op om sin svulmende erektion, når han ser en veldrejet mandekrop.

Med få års mellemrum tager Jonah Hill os på sengen med en fornem skuespilpræstation. Her møder vi ham som Johns karismatiske, hvidklædte AA-sponsor Donnie. Jævnligt gør han grin med alkoholisme, selv om han kæmper en daglig, indædt kamp for at forblive ædru.

Det er en mindre rolle, men skuespillerens dobbelte tæft gør stort indtryk, når han finder det urkomiske i dramatiske scener og omvendt.

Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot er en uhørt sjov og rørende film, der måler sig med instruktørens bedste.