Ditte Hansen har en plan

I fire udsendelser undersøger og analyserer komiker og skuespiller Ditte Hansen forskellige problemer og dilemmaer for at finde svar på noget af det, som optager os i Danmark i dag. 

Hun ser på forholdet mellem land og by. Hun undersøger tidens skønhedsidealer og kvinders hang til plastikkirurgi, og hun prøver at gøre noget ved rekrutteringsproblemerne inden for pædagogfaget. 

I sidste afsnit taler hun online med en ung afrikaner. Vedkommende kan afsløre, at 40 procent af alt det genbrugstøj, der sendes til den tredje verden som ulandshjælp, ender som affald på stranden. 

Afsnittene er lavet skematisk. Det er lidt den samme historie, de samme greb og den samme humor hele vejen igennem. Der er små dramatiserede bidder, eksperter, som kan forklare tingene, og levende vidner. 

Det mest nærlæggende at sammenligne udsendelserne med er Gintberg på kanten. 

Hvor Jan Gintbergs elskede udsendelser har en særligt loyal-ironisk tilgang til sine ofre og generelt bruger almindelige dokumentargreb, er Ditte Hansens udsendelser velgørende u-ironiske. 

Hun tager faktisk fat i nogle reelle problemer, men hun deler Gintbergs lune og rare tilgang til mødet med dem, som det hele handler om. 

Når det handler om by og land, besøger hun for eksempel en mand, der har haft sit hus til salg i fem år. Han har for nylig haft købere ude for at se på det. Men fordi skolen skal lukke, fik storbyfamilien med fire børn, som drømmer om at komme ud på landet, kolde fødder. 

Med sådan en historie står det lysende klart, at der er et problem. 

På samme måde virker det skønt og befriende, at hun besøger en plastikkirurg og gennemgår de muligheder, hun har for at lave om på sig selv. 

Men i stedet for at gøre det vælger hun at lade sig fotografere uden makeup og med den angiveligt helt forfærdelige og hæslige appelsinhud, der har plaget hende hele det voksne liv. For seerne ligner det imidlertid bare nogle almindelige kvindeben. 

På den måde bliver sagens kerne udstillet. Måske er det her kvinders eget problem? Plastikkirurgen afslører, at kun én procent af patienterne er mænd. I øvrigt er det højeste mode ikke at bruge makeup. 

Da Ditte Hansen prøver at rekruttere nye studerende til pædagoguddannelsen i den nok svageste af udsendelserne, bliver opgaven at rebrande pædagoguddannelsen og måske endda lokke mænd over i det klassiske kvindefag. 

Filmen, der er lavet som en slags Rambo-parodi med Lillebror-ost i patronhylstrene, er egentlig ret sød. Men det er en lidt for munter problematisering af noget af det, som faktisk er et alvorligt problem i Danmark anno 2023: Ingen gider at have de jobs, der er blevet lavstatus. 

Den sidste udsendelse handler om en form for tekstil-skam. Vi køber og smider meget tøj ud i stedet for at sy om og fikse det ødelagte og slidte det, vi har hjemme i garderoben. Et af de mange små tankevækkende interviews kommer ind på den CO2-udledning, der spares ved reparationer. 

I de små repair-caféer, som der er 88 af i Danmark, har man sparet en mængde CO2, der svarer til at køre en million kilometer i bil. 

Ditte Hansen kan være hysterisk morsom, når hun er spydig og spiddende. Det er der ikke meget af i dette koncept. Hun er blevet gjort mere mainstream DR-agtig i bedste sendetid.

Det er hverken satire eller comedy, men egentlig bare magasinprogrammer med en sjov vært. Ikke helt tosset, men heller ikke vanvittigt originalt.