Det han gjorde

Psykologen Jens Michael Schau dræbte i 1988 forfatteren og kæresten Christian Kampmann. Først bankede han ham med de bare næver, siden med en brosten og til sidst med en glasvase.

Schau idømtes en dom, som han afsonede på et psykiatrisk hospital. Og det er også netop en patient, en syg mand, ja, et offer, som filmen Hvad han gjorde skildrer.

Hvilket jo er interessant, eftersom hovedpersonen – alt andet lige – primært er en gerningsmand dømt for lovens alvorligste forbrydelse.

Filmen fremstår, især i starten, som et ukritisk mikrofonholderi for Schau. Og der er god tid til at opbygge selvforsvaret. Der citeres fra Mungo Park, som er ved at iscenesætte et stykke med forfatteren som centrum – drabsmanden, altså, ikke hans offer.

Vi følger Schaus vej mod en oplæsning og hører igen og igen patetisk om, hvordan han måske skal have medicin for at gennemføre. Vejen til hans livs ulykke forklares indirekte med breve fra den afvisende far. Og fraværet af den anden part i konflikten larmer ved sit fravær, fordi der ikke føres ét eneste vidne.

Men vi forstår, at årsagen til det hele er jalousi, og at denne er begrundet i en vis alvor: Når man i en aids-tid er hinanden utro, er det jo nærmest et drab – eller hur?

Dette totaldefensorat falder dog skammeligt til jorden, da Jens Michael Schau begynder at afsløre sig selv. Når han for eksempel fortæller, at det åbne forhold i grunden var meget fedt – når det var ham selv, der scorede. Eller når han fortæller om sin vej ind i samme branche som kærestens.

Kampmann definerede en hel generation som professionel romanforfatter. Og Jens Michael Schau? ”Der var en åbning, og så tænkte jeg, at det kunne jeg da også prøve.”

Man er næsten indfanget, da han hen imod slutningen af filmen – og noget nær troværdigt – beskriver et langsomt sammenbrud. Da han med bævende stemme læser op. Og da han til sidst står og skal skrive en dedikation til en tilhører, der hedder Kristian. Med K. Pennen hænger i luften i, hvad der føles som minutter.

Omvendt ufølsom fremstår han i et lydklip fra fortiden, et interview, hvor han læser højt fra en tekst, hvor en dreng voldtages bestialsk i en skov, beskrevet lystent fra forbryderens synsvinkel. Schau studser dengang selv over teksten i interviewet og udbryder, at man jo tænker: ”Hvad er du da for én?”

Schau er voldsomt forfængelig og kontrollerende og styrende. Han gør hele tiden opmærksom på sig selv, på at det smerter ham at tale om fortiden, på at han er en stor, men afvist kunstner.

Han virker kort sagt som et magtmenneske. Og kontrollen er total. For eksempel er hele den forbavsende historie om hans ægteskab – efter løsladelsen – med en tyve år yngre kvinde og deres tre børn skåret helt ud af historien.

Men han afslører sig selv, fordi han er selvmodsigende. Han siger, at han ikke kan sige det, han så netop siger. Det har altid været tilfældet Jens Michael Schaus problem. Han provokerer ikke ved sine udsagn, slet ikke, men ved sin insisteren på at deltage som ligeværdig partner i en kulturel dialog og i en kunstnerisk offentlighed, som han selv har meldt sig definitivt ud af gennem sine handlinger.

Vel findes der tilgivelse, men den forudsætter anger. Og man angrer ikke ved at kæfte op i ét væk om, hvor ydmyg man er, og om, hvor ganske utroligt det er, at man ikke – bare, fordi man har dræbt en stor kunstner – får lov at indtage hans plads og for eksempel får sat stykker op på Det Kongelige Teater.

Filmen er dog på mange måder vellykket – som film. Den fremstiller nemlig ret nøjagtigt Jens Michael Schau som det, han er. Og gennem smukke billeder af naturen og intense nærbilleder, vakler man ofte, fordi man besnæres. Er det her en nedbrudt og ulykkelig mand? Eller er det en dreven manipulator? ´

Svaret er nok både-og. Og det taler til Jonas Poher Rasmussens fordel, at han ikke besvarer spørgsmålet entydigt.