Chad Powers

Med nedslået blik træder Russ (Glen Powell) ind ad døren. Forgæves prøver han at tænke på andet end de tabte muligheder som amerikansk fodboldspiller, mens han åbner en øl med et gammelt sportstrofæ fra sin ungdom.

Hele boligen er prydet med minder fra sportens verden. Så da hans far, en filmproducer, forsøger at lægge et godt ord ind for ham, bliver det endnu en chance, der glider ham af hænde.

Men turen forbi filmstudiet viser sig alligevel at få betydning. Udenfor får han øje på en reklametavle for Mrs. Doubtfire, hvor Robin Williams’ fraskilte Daniel forklæder sig som barnepige for at se sine børn – og det giver Russ en idé.

I stedet for at gå til jobsamtalen vender han om. Han vil forklæde sig som gymnasieelev, blive en del af skolens sportshold og genstarte sin karriere under en ny identitet.

Russ måtte nemlig ikke forlade sporten på grund af alder eller manglende talent. Det skyldtes et ry, der er lige så blakket som den Tesla Cybertruck, han kører i. Efter en dårlig kamp lod den selvdestruktive stjerne temperamentet løbe af med sig – han slog en assistent og væltede et barn i kørestol foran rullende kameraer.

Han må derfor gemme sig bag et nyt jeg – den fiktive, enfoldige Chad Powers.

Til at skabe sin nye identitet får han hjælp af Frankie A. Rodriguez’ Danny, en homoseksuel birolle skrevet som en stereotyp: feminin, velplejet, let læspende og tilsyneladende uden andet formål end at hjælpe den første mand, der ikke afviser ham på stedet.

Danny viser sig dog at være en tryllekunstner med makeuppen og forvandler Russ med næse- og kindproteser, så han nu til forveksling ligner en lettere oppustet udgave af skuespilleren Owen Wilson.

Andet afsnit kredser om protesens skrøbelighed over for vand. En panisk Russ – stadig forklædt som Chad – må opdigte absurde allergier for at slippe for at bade efter træning eller springe i poolen med de andre.

I en af seriens sjoveste scener er der alligevel sivet vand ind under den kunstige hud. En stråle pibler ud, mens træneren ser til og misforstår situationen som et følelsesudbrud fra den unge mand. 

Ud over Mrs. Doubtfire låner serien flittigt fra Never Been Kissed, hvor Drew Barrymores midaldrende journalist udgiver sig for gymnasieelev, og fra den glemte sportskomedie Juwanna Mann, om en mand, der klæder sig ud som kvinde i håbet om at få succes i kvindesporten.

I modsætning til sine filmhistoriske forbilleder mangler Chad Powers dog en karismatisk hovedperson at heppe på. Russ er en afstumpet opportunist, blottet for empati, der udnytter andre for egen vindings skyld.

Glen Powell ligner en klassisk førsteelsker fra Hollywoods guldalder, men trods roller i alt fra Top Gun: Maverick og Jurassic World til romcom’en Anyone But You formår han sjældent at sætte et egentligt aftryk.

På manuskriptsiden finder vi både serieskaber Michael Waldron (Rick and Morty, Loki), Glen Powell selv og Jamie Lee, der har to Emmy-priser for Ted Lasso. Alligevel tager forfatterne materialet alt for alvorligt til at skrive reelt morsomme replikker – måske af ærbødighed over for sportsbrødrene Peyton og Eli Manning, der står som executive producere.

Det hjælper ikke, at Haliey Welch – bedre kendt som ”Hawk Tuah”-pigen fra en viral video om blowjob-teknik – dukker op som sig selv. Det føles som et desperat forsøg på at være ung med de unge. 

Ingen amerikansk serie er fuldendt uden en obligatorisk romance. Selv iført ansigtsproteser og en karikeret sydstatsaccent vækker Russ trænerdatterens interesse.

Perry Mattfeld er glimrende som kvinden med egne knuste sportsdrømme, som Russ spejler sig i. Men hendes præstation går til spilde, når hun instrueres til at spille mere fjoget, end det humorforladte manuskript kan bære.

Til gengæld låner serien vittigheden om sperm i håret fra Vild med Mary. En knaldperle, der er så ikonisk, at den ikke tåler at blive genbrugt.