Casa Susanna

Når Christine Jorgensen stiger ud af flyet i New York, smiler hun til pressen.

Optagelsen er lånt fra et nyhedsindslag fra 1952, hvor den glamourøse kvinde vender hjem fra København som den første amerikaner, der har fået kønsbekræftende kirurgi.

For mange var det en åbenbaring, at de ikke var alene i verden. Ligesom Lili Elbe tyve år tidligere i Danmark blev Christine nemlig den første person, som amerikanske transkønnede kunne spejle sig i.

Men før 60’ernes seksuelle revolution var forfølgelsen af lgbt+-personer så udbredt, at det var utænkeligt at dele nyheden med nogen.

Ikke desto mindre fandt en håndfuld transkvinder alligevel et fristed i området Catskills uden for New York.

Nu samler filmens homoseksuelle instruktør Sébastien Lifshitz – hvis tidligere film Lille pige og Wild Side behandler lignende emner – nogle af gæsterne og deres pårørende. Rundhåndet udfolder de deres hjertevarme, ømtålelige og nogle gange vemodige historie.

Personerne forbliver unavngivne eller kaldes ved kælenavne, mens de taler om friheden, festerne og fællesskabet. Ikke at forglemme husets karismatiske ejer Susanna, der til hverdag levede som mand med navnet Tito.

Hun var altid stjernen, når de optrådte i skønhedskonkurrencer eller talentshows, men huskes bedst som inkluderende, betænksom og et fyrtårn for deres lille kreds.

Afdøde Susanna kan ikke længere tale for sig selv, men omtales i filmen som kvinde, når hun er klædt som kvinde, og som mand, når det drejer sig om Tito.

Det vigtige er ikke, hvilken kønsidentitet og seksualitet folk har. Tværtimod er det fængslende at høre jordnære, personlige fortællinger.

Huset i Catskills var et sted, hvor transkvinder kunne være sig selv, mens de var der på ferie. Der var plads til, at de kunne føle sig smukke og udforske deres sexede, forførende side, men de fleste foretrak at klæde sig som husmødre i hverdagstøj.

Emnet er højaktuelt i en tid, der er præget af årtiers gradvise fremskridt, samtidig med at fordomme stadig truer minoriteters rettigheder.

I USA diskuterer flere stater, om man igen vil forbyde borgere at klæde sig mod deres biologiske køn, men også om der skal ydes lægehjælp til transpersoner.

Selv om en generation er opvokset med drag-karakteren Vera i børneprogrammet Rutsj på DR1, skabte det også debat herhjemme, da Frederiksberg Hovedbibliotek for nylig lagde op til dragshow for børn.

”Jeg vil bare gerne holde op med at være bange,” siger en medvirkende, som altså med god grund stadig frygter sine medmenneskers intolerance.

Samfundskritikken behandles kun indirekte i filmen. Den ulmer under overfladen, når det aldrende persongalleri fortæller om familiemedlemmer, der har slået hånden af dem, om hemmelighedskræmmeriet, om rejser på tværs af landet for at mødes med ligesindede og udlandsophold for at få kirurgi og hormoner.

Science fiction-forfatteren Donald Wollheim, hvis novelle Mimic Oscar-vinderen Guillermo del Toro filmatiserede i 1997, var en af de faste gæster på Catskills.

Som barn var Wollheims datter på sommerlejr i hele to måneder hvert år, mens begge forældre besøgte Susanna. Hun beretter om, hvor glade og energiske mor og far var, da de vendte hjem igen.

Men hendes forhold til forældrene var ikke altid let. Især fordi hun som teenager lignede en kvindelig udgave af faren, hvilket utvivlsomt må have gjort ondt på forfatteren, der holdt sin kønsidentitet tæt ind til kroppen.

Anderledes skæg er en af de aldrende gæster, der kækt beretter, at der kom skønheder i huset. Men de fleste mindede hende om Anders And med kjole på!

Selv er hun ualmindeligt smuk på de ungdomsbilleder, som filmen viser.

Undervejs ruller adskillelige gamle fotografier over skærmen, der indfanger dokumentarens jordnære, charmerende stemning.

Smukke som grimme, unge som gamle, optræder de med funklende øjne og smiler til kameraet. Endelig har de fundet et fristed, hvor de kan give slip på verdens forventninger til dem.