Buklerne flytter ind hos Peddersen og Findus

Under stråhatten ser Peddersen undrende på katten Findus, der er i højt humør.Nærmest euforisk udbryder det antropomorfe kæledyr, at de har fået bukler. Det siges jo, at de bringer morskab i huset.

Hvis nogen blandt publikum ligesom Peddersen er i tvivl om, hvad bukler er, fortæller filmen heldigvis, at de er små, livlige gnavere, der er usynlige for mennesker og trives bedst, hvor der er rodet og beskidt.

Men lige siden de gamle egyptere begyndte at lave orden i sagerne, har arten gennem historien flygtet fra forskellige civilisationer. Nu er deres sidste bastion i en spøg og skæmt-butik også truet.

Da forretningens ejer dør, overtager skadedyrsbekæmperen Killer Karlo lokalerne. Han ser det som sit kald at udrydde de mystiske væsner.

Det får buklernes stammeleder Frode til at udvælge et team bestående af den åndsfraværende Smartie, hans mundrappe storebror Torben og skråsikre Vanja. Trekløveret skal drage ud på en ekspedition for at finde et nyt hjem.

Deres farefulde færd med Karlo i hælene udgør størstedelen af den 81 minutter lange Buklerne flytter ind hos Peddersen og Findus. Manden og katten fra Sven Nordqvists højt elskede svenske børnebøger dukker først op ved vejs ende.

Titlen afslører altså eventyrets slutning, men ikke hvordan det udspiller sig.

Killer Karlo er filmens sjoveste figur. Udstyret med en støvsuger beregnet til gnavere og giftbeskyttende heldragt, der ironisk hverken dækker mund eller næse, ligner han en parodi på Ghostbusters.

Hjemme er han mere optaget af at sikre hjemmet mod mulige skadedyr end at røre ved kæresten, der er så desperat efter kærlighed, at hun ser bort fra hans maniske adfærd.

Det er en underfundig idé, når Karlo bruger mel til at kunne se de usynlige væsners fodspor. Men finten mangler forklaring og vil uden tvivl gå over nogle publikummers hoved.

Buklerne flytter ind hos Peddersen og Findus er seneste skud på stammen i entysk filmserie, der har filmatiseret børnebøgerne i en kombination af live-action og computeranimation.

De forrige film er blevet kritiseret for at mangle den lystighed og opbyggelighed, der kendetegner forlægget. Og den nye er desværre ingen undtagelse.

Animationen er sjusket. Selve buklerne er tilforladelige, omend de ser en anelse forældede ud med begrænset ansigtsmimik, som for det meste består af unaturligt brede smil.

Men hvor gnaverne i det mindste er tredimensionelle figurer, der passer ind i kulissen, er Findus todimensionel og ligner mest af alt noget fra et 30 år gammelt computerspil.

Næppe mange børn vil se gennem fingrene med det.

Moralsk er filmens mest forsonende element, at stammelederen har tillid til en ny generations beslutninger, men ellers er figurerne ikke just sympatiske.

Smartie skal vistnok være en rollemodel for børn med handicap. Men med flaskebundsbriller, manglende jordforbindelse og det ironiske navn har figuren den stik modsatte effekt.

”Nikke pille,” piber han forkrampet i stedet for ”niks pille”, hver gang nogen rører ved ham.

Tilsyneladende er instruktørerne Ali Samadi Ahadi og Markus Dietrich enige med manuskriptforfatteren Thomas Springer om, at det er sjovt.

Imens kalder flabede og selviske Torben sin lillebror Smartie for en byrde, uden at storsmilende Smartie forstår det. Storebroren bliver ikke engang klogere undervejs.

Trekløveret fuldendes af Vanja, hvis hovmod ingen ende har. End ikke når Smartie famlende i blinde redder dagen ved et tilfælde, hver gang hun jokker i spinaten.

”Vi er bukler, ja, ja!” synger buklerne i ny og næ, for som det understreges i Karlos skadedyrsleksikon, er de musikalske væsner.

Men åbenbart har ingen besværet sig med at skrive sangen færdig, så efter ganske få sekunder slutter de musikalske indslag.