Brad’s Status

Med sin seneste rolle som den gråhårede familiefar Brad Sloan viser Ben Stiller, at hans talent ikke begrænser sig til komedie.

Vi ser Brad døje med en personlig krise, da flere af hans venner fra studietiden er blevet stenrige og bor i fantastiske palæer, mens han selv lever en middelklassestilværelse i forstaden og arbejder for en velgørenhedsorganisation.

Han er især misundelig på Michael Sheens selvfede forfatter Craig Fisher, som underviser på Harvard og jævnligt optræder i fjernsynet.

I forhold til ham og resten af det gamle slæng føler Brad sig som en fiasko. Det bliver kun værre, når det viser sig, at de andre ses uden ham. Ikke desto mindre har han brug for Craigs hjælp til at præsentere sin søn Troy (Austin Abrams) for de rigtige mennesker på Harvard, så han kan blive optaget på drømmestudiet.

Alt dette får vi at vide igennem Brads indre monolog, der optræder jævnligt i løbet af filmen og suppleres med nærbilleder af Ben Stillers misfornøjede mine og glimt af de gamle venners luksuriøse tilværelse.

Den indre monolog er et vigtigt fortællegreb, men til at starte med også filmens største svaghed.

Første gang vi møder Brad, nøjes han med at fortælle præcis det samme på voice-overen, som han siger højt, og som vi kan se på lærredet. Når budskabet på den måde skæres ud i pap, fremstår den midaldrende mands refleksioner over tilværelsen – der ellers er filmens force – som en privilegeret mands klynk over en livsstil, mange ville misunde.

Heldigvis skifter Brad’s Status stil efter tyve minutter, så monologen bliver mere underspillet. Der diskes op med delikate scener, hvor Brads beskrivelse af de andres fabelagtige liv bliver mere fragmenteret og gådefuldt.

Vi ser glimt af den gamle klike, som Brad forestiller sig den med et glas champagne i hånden til et bryllup, han ikke selv var med til. Kameraet dvæler ved deres lykkelige øjeblik for en stund, før vi igen fokuserer på Brads bedrøvede ansigt og hans mørke øjne omkranset af bekymringsrynker.

Vi forstår hans misundelse og følelsen af ikke at leve op til sine ambitioner.

Mark Mothersbaughs underlægningsmusik fylder tomrummet, når Brad er tavs. Den blander en sørgmodig tone med stress og håbløshed på en unik måde og skaber en lyd, der mest af alt minder om brudstykker fra en melodi, man har glemt. Nogle gange ser det sågar ud, som om Brad selv prøver at huske, hvor han kender melodien fra. Og oplevelsen af, at hovedkarakteren kan høre underlægningsmusikken forstærker indlevelsen i hans indre.

Filmen spiller på, at komiske Ben Stiller spiller den dramatiske hovedrolle. Man får straks associationer til tidligere roller, som i Meet the Parents, hvor han ved et uheld smadrer urnen med asken fra sin forlovedes farmor.

Man er konstant på vagt, fordi lignende penible øjeblikke kan opstå når som helst i Brad’s Status. Det sker, når Brad sniger sig ud om aftenen for at få en drink med Troys veninde, som han har fantaseret om tidligere på aftenen, og bliver fuld. Det giver filmen en aura af pinlighed, som fremtvinger en nervøs latter og gør hovedkarakteren mere fejlbarlig og sympatisk.

Så selv om filmen kommer tungt fra start, kan man ikke undgå at blive grebet af Ben Stillers balancegang mellem drama og underspillet komedie. Vi forstår Brads misundelse og bitterhed og griner lidt ad os selv og livets trivialiteter.