Bob Marley: One Love

Kan musik skabe fred i verden? 

Det mente blomsterbørnene, der i 1960’erne og 70’erne afholdt festivaler fra Woodstock til Roskilde og ville gøre ende på ufred med frihed, lighed og fællesskab. 

Det samme ville reggae-legenden Bob Marley, der vragede eksisterende politiske ideologier og lavede musik om at forenes på tværs af forskelle. 

”Først ændrede han musikken, så ændrede han verden,” står der på filmplakaten til Bob Marley: One Love, som lover en Messias-fortælling om, hvordan kunst og kultur kan læge verdens sår. 

Under politiske uroligheder i 1970’ernes Jamaica overlever Bob Marley et attentat. Han og bandet The Wailers tager derefter til London i eksil. 

De optager albummet Exodus, der ud over titelnummeret rummer klassikerne One Love, Jamming og Three Little Birds og blev sangerens mest populære plade. 

Filmen forholder sig snævert til denne periode af musikerens liv. Den er præget af selvransagelse, for Bob er klemt som lus mellem to negle. 

På den ene side er pladeselskabet, der opmuntrer til produktivitet og nye koncertdatoer i Europa og USA. 

På den anden side er slænget fra Jamaica, der anser ham som deres frelser. De minder ham om at være tro mod sine rødder og kræver, at han bruger sine musikalske gaver til at forene deres splittede hjemland. 

Tættest på ham er hustruen Rita, der i sin tid fortæller ham om den fredselskende, religiøse bevægelse rastafarianisme. 

Lashana Lynch er umiddelbart stilfærdig i sin portrættering af hende. Men hendes underliggende harme og indignation kan ikke tøjles for evigt. Hun stjæler rampelyset, omend hun typisk optræder i følsomme scener, hvor hun skal berolige sin til tider rådvilde husbond med visdomsord og ømme kærtegn. 

Kingsley Ben-Adir spiller derimod en karikeret udgave af Bob Marley. Skuespilleren, som blev udpeget til rollen af Bob Marleys søn Ziggy, er mere optaget af at svinge manken af dreadlocks end af forstå manden, der bærer dem. 

Af samme årsag klinger replikkerne, der langt igennem filmen bæres af religiøse floskler og arbitrære kampråb, hult. 

Det hænger sammen med en ligegyldighed over for handlingen, som desværre er sigende for filmen. I kølvandet af succesrige film om musikalske helte som Rocketman og Elvis fremstår Bob Marly: One Love som en tandløs samlebåndsproduktion. 

Nydelige er scenerne, hvor et hav af glade koncertgængere vajer frem og tilbage til musikkens rytme. Men rørende, tankevækkende og sjove scener, der bringer publikum tættere på Bob Marley, skal man lede efter andre steder såsom Kevin Macdonalds dokumentar Marley. 

Instruktør Reinaldo Marcus Green går filmselskabet Paramounts ærinde og leverer tilforladelige tidsbilleder af 1970’ernes London med punk og optøjer i gaderne. 

Slumromantikken strækker sig også til postkoloniale Jamaica, hvor fodboldkampe, latter og solnedgange på stranden fylder tomrummet mellem skudvekslinger. I stedet for at forstå uroen, tidsånden og kulturen feticheres dialekten, fattigdommen, hashforbruget og sorte menneskers hår. 

Naturligvis er der ikke en finger at sætte på musikken, selv om der er tale om en regulær hitparade. Men intet tyder på, at filmskaberne har forstået meget af skønsangen. 

Til et møde diskuterer Bob og hans pladeselskab pladecoveret til hans kommende udgivelse. Sangerens navn står med små bogstaver øverst uden noget billede af ham, mens pladens titel Exodus står med store, røde bogstaver på en blank baggrund. 

Set med forretningsmændenes kapitalistiske briller ligner det en fuser, fordi kunder sjældent hæfter blikket ved et produkt uden genkendeligt ansigt. Ironisk nok ville Paramount ligesom musikselskabet i filmen berige sig selv med Bob Marleys budskab uden at interessere sig for det. 

Biografgængere med den mindste viden om Bob Marley forlader ikke biografen spor klogere. De inspireres næppe heller af rastafarianismens budskab om fred og fordragelighed i en tidsalder præget af splid. 

Selv dem, der blot vil underholdes, bliver skuffede af Bob Marley: One Love.