Bien Maja

Bien Maja er en på alle måder banal børnehistorie, som ikke gør en kat fortræd. Men historien bag historien er til gengæld interessant, kontroversiel og overraskende.

For hvem havde regnet med, at den søde, lille brumbasse summer rundt i nazismens slagskygge?

Efter en tur forbi Wikipedia og et par klik videre står det nemlig klart, at Maja har haft et langt liv inden Alexs Stadermanns middelmådige film. I 70’erne og 80’erne blev den lille bi gjort populær gennem en japansk anime-serie, der også blev vist på tv i Europa. Og i 2012 lavede det fransk-belgiske produktionsselskab Studio 100 Animation en animationsserie, der fungerer som det umiddelbare forlæg for den film, der nu får dansk biografpremiere.

Men egentlig er Maja opfundet af den tyske børnebogsforfatter Waldemar Bonsels (1880-1952), hvis bog Die Biene Maja fra 1912 er udgangspunktet for de senere tegnefilmfortolkninger.

Die Biene Maja, der tilhører the public domain og kan læses ganske gratis på gutenberg.org, er en bog om venskab og loyalitet. Men samtidig har den udtalte elementer af nationalisme og artschauvinisme.

Bikuben er moderlandet, og bierne er ”das Volk”. Hvepsene er den erklærede dødsfjende, og Maja kalder dem for usselt røverpak uden ”Heimat und Glauben”, uden hjem og tro.

Die Biene Maja er en fabel, der afspejler usikkerheden og den militære oprustning, der prægede det kejserlige Tyskland i årene op til Første Verdenskrig. Bierne i kuben er truet af oprør og revolution (Bonsels skriver direkte om ”Empörung” og ”Revolution”) og forener sig mod en fælles fjende.

Og med tanke på Waldemar Bonsels åbenlyse antisemitisme og hans offentlige støtte til Hitlers nazistparti i 30’erne, hvor han også skrev propaganda-essays med titler som NSDAP og jøderi, får Bien Maja pludselig en uhyggelig skygge.

I løbet af de godt 100 år, siden bogen udkom, har fortællingen om Maja undergået en slags revisionisme. Waldemar Bonsels nationalismefabel er i tegnefilmskikkelse nærmest blevet til et tolerancemanifest, hvis altoverskyggende budskab er, at man skal have lov til at være, som man er, og at der skal være plads til alle – også selv om vi er forskellige.

Den aggressive militarisme er erstattet af soldaterparodier, når tegnefilmens fjogede myretropper ikke kan gøre noget rigtigt, og når Maja efteraber bisoldaternes march. Og i Bien Maja er hvepsene ikke onde, blot misforståede, mens den antidemokratiske og demagogiske hofrådgiver Buzzlina er den eneste onde figur.

Majas åbne sind og tillidsfulde karakter skaber tolerance mellem insektarter og giver Bien Maja et positivt budskab, som man ikke kan være uenig i.

Den nysgerrige Maja (Mia Aunbirk) passer ikke til livet i kuben, hvor flid og hårdt arbejde er det eneste, der har værdi. Derfor drager hun ud på eventyr på den store eng, hvor hun, sammen med sin bangebuks af en ven Willy (Mathias Klenske), finder nye kammerater i græshoppen Flip (Caspar Phillipson) og den unge hveps Stik (Lucas Lomholt Eriksen).

Men da Buzzlina (Stine Stengade) vipper bidronningen (Jette Sophie Sievertsen) af tronen og erklærer krig mod hvepsene, er det op til Maja og hendes nye venner at redde engens insekter fra krig.

Om filmen som film er der ikke meget at sige. Det er endnu et animationsfilmprodukt af tvivlsom kvalitet, og det er et åbent spørgsmål, om den overhovedet formår at fastholde sit kernepublikums opmærksomhed. Bien Maja minder mest om noget, et lørdagsutålmodigt børnehavebarn zapper uinteresseret forbi.