Ballerina

”Du slås som en pige,” er noget af det mest fornærmende, man kan sige til en mand. Eller er det?

Højdepunktet i No Time to Die fra 2021 er en scene, hvor Daniel Craigs James Bond samarbejder med den nystartede agent Paloma, spillet af Ana de Armas.

Hun er nervøs, men viser sig at være en forrygende kompetent fighter. Mange fik lyst til at se hende som centrum i en spinoff-film, men den kom aldrig. Og det gjorde en ny Bond-film heller ikke. 

Serien kaldte på et reboot, men i stedet satte Barbara Broccoli og Michael G. Wilson sig på hænderne.

Til slut fik Amazon nok og købte i februar 2025 rettighederne til James Bond. Primært for at reboote filmserien, men med franchise-potentiale i alle retninger, inklusive en Paloma: The Movie. 

I mellemtiden har Ana de Armas bekræftet sit talent med et Oscar-nomineret portræt af Marilyn Monroe i Blonde, og nu har hun også for næsen af Amazon scoret hovedrollen i sin egen actionfilm,

Ballerina er ligesom tv-serien The Continental en spinoff af de fire biograffilm med Keanu Reeves som den professionelle drabsmand John Wick. Sidstnævnte et karakternavn, der ligesom Jason Bourne og Jack Bauer er et åbenlyst nik til James Bond.

Ballerina-spilledåsen, der optræder gennem filmen som hovedpersonens tråd til en traumatisk barndomsoplevelse, er et nik til snekuglen i Citizen Kane, hvor den har præcis samme rolle.

Ballerina starter nærmest med slutningen fra Skyfall, hvor et stort gods angribes af bevæbnede skurke. Inden i godset forsvarer 007 sin ”mor” M med diverse fælder og en skjult gang, men alligevel dør hun for øjnene af Bond. 

Hele molevitten kopieres i Ballerina. 

En lille pige ser sin far blive dræbt, hvorefter hun vokser op og bliver professionel hitwoman, så hun i en stor actionfinale kan konfrontere sin fars morder, overvinde hans vagter og afslutte hans liv på værdig vis.

Præcis samme plot som i Conan the Barbarian, der selv hentede det fra Godfather II.

Pigen hedder Eve og spilles som voksen af Ana de Armas. Handlingen udspilles i et spændingsfelt mellem mafiaklaner forskanset i luksuriøse omgivelser, med stærke karakterskuespillere – Ian McShane, Anjelica Huston, Gabriel Byrne og Sharon Duncan-Brewster – i spidsen for endeløse skarer af bevæbnede håndlangere.

Eve adopteres af klanen Ruska Roma og optrænes både som ballerina og lejemorder. Dermed der er lagt i ovnen til et top of the pop-afdansningsbal af gunfu-action udført med lemlæstende, balletagtig elegance.

Som vi ved fra Goodfellas er der i gangsterkredse grænser for, hvem man må slå ihjel. Så da Eve identificerer sin fars morder og uden lov søger hævn, sendes John Wick afsted for at stoppe hende. Han kaldes Baba Yaga, hun Kikimora – to dæmoner fra slavisk mytologi.

Det bliver et pas de deux med døden, udspillet i en vinterruin med fygende fnug, som var det en nærdødsvision fra Caspar David Friedrichs dunkelromantiske pensel.

Filmens sidste halvdel føles hyppigt som et first person shooter-spil, hvor kameraet følger Eve gennem hendes retfærdige ridderfærd. Denne kulminerer i en alpeby beboet af lutter mordere, som hver og en mobiliseres mod hende. Højdepunktet er en flammekasterduel, ikke filmhistoriens første, men filmhistoriens flotteste.

På Eves ryg er tatoveret ”Lux In Tenebris” – lys i mørket – og via et plottvist bliver hun både dræber og frelser. 

Blandt filmens mange andre højdepunkter kan nævnes en skudveksling i isnende vanddamp, en armbrækkende aflivning, to fyrige catfights (kvinde versus kvinde), et skudorgie i en velspækket våbenbutik og et flugtforsøg med en torpederende bil set ovenfra.

Både scenografen Philip Ivey og fotografen Romain Lacourbas bør Oscar-nomineres for Ballerina.

Ana de Armas’ karakter har ikke samme elskelige menneskelighed som hendes Paloma-vignette i No Time to Die, og filmen når ikke samme euforiske højder som den tiljublede trappesekvens i John Wick: Chapter 4. 

Men mindre kan også gøre det, og efter Ballerina bør ”Du slås som en pige!” ikke længere klinge som en fornærmelse.