John Wick: Chapter 2

Der var blodsprøjt og kugler i luften, da John Wick (Keanu Reeves) hævnede sig på de russiske bøller, som havde dræbt hans elskede hund i John Wick.

Den pensionerede lejemorder fik sin hævn, men fortiden bliver ved med at indhente ham i fortsættelsen John Wick: Chapter 2.

Lejemorderen Santino (Riccardo Scamarcio) vil have Wick til at slå sin søster ihjel, fordi Wick står i blodsgæld til ham. Da Santino giver Wick en kæmpe medaljon, som bærer et størknet fingereaftryk i blod indeni, er hverken vi eller Wick i tvivl om alvoren.

En af de fine ting ved filmen er, at den ofte bliver fortalt gennem objekter.

Wick nægter dog at agere lejemorder, men da Santino sprænger hans hus i luften, indser Wick, at han nok ikke har noget valg.

Således formår filmen at bruge bragende action til at skubbe handlingen frem, hvilket er en kunst, som moderne actionfilm faktisk er ved at glemme. Action kan måske være underholdende i sig selv, men når den påvirker historien og skaber et flow, er vi som publikum langt mere engageret i handlingen.

Wick rejser til Rom og forbereder sig på mordet. Han finder sine mystiske guldmønter frem, og de steder, han kommer, behøver han bare at smide én mønt, så får han, hvad han skal bruge: en overflod af våben, skudsikre jakkesæt, ja, endda pasning af sin nye hund.

Igen forklarer filmens univers sig selv meget ordløst og yderst filmisk. Store, tunge guldmønter er et stærkt visuelt objekt, der understreger rigdom, men også noget hemmeligt.

Og når de personer, der får en guldmønt, ikke fortrækker en mine, men bare åbner en hemmelig dør eller lignende og giver John Wick, hvad han skal bruge, så forstår vi, at der er tale om et hemmeligt lejemorderfællesskab.

Tingene tager en uventet drejning, og pludselig er der en dusør på syv millioner til den, der først afliver John Wick. Det åbner for en utrolig række af actionsekvenser.

Wick pløkker kumpaner under en koncert i romerske ruiner, og musikken fra koncerten smedes elegant sammen med velkoordineret action og kreativ lyssætning.

Filmen har en gennemført scenografi og lyssætning, og det er en ren fornøjelse, når Wick kæmper sig igennem miljøer som de mørke katakomber i Rom og en spejludstilling på et museum i New York.

Der er mange actionscener, som foregår i det offentlige rum, og man kan ikke undgå at blive imponeret over produktionens organiserede brug af statister. Stuntmændene danser rundt mellem mennesker i metroer og til rockkoncerter, hvilket skaber troværdighed og holder pulsen oppe.

Den cool og organiserede hotelmanager Winston (Ian McShane) demonstrerer også, hvor mange mennesker han har i sin magt – og det gøres på en meget filmisk måde.

Keanu Reeves spiller den gammeldags actionhelt, som skyder først og spørger bagefter, men hans bekymrede og eftertænksomme mimik og yderst kontrollerede kampstil får ham til at fremstå sympatisk og elskværdig.

Man elsker John Wick bare ved at se på ham. Han ser sej ud i sit sorte outfit, og når han endelig stønner en knastør James Bond-agtig replik efter en lejemorderballet, er man glad for, at der er en tredje film på vej.