Auktionshusets hemmelige handel

Ofte undervurderer man, ikke mindst i dokumentarfilm, hvor heftig en karakter lydsporet i sig selv kan være. 

I Auktionshusets hemmelige handel har musikken flere roller i fortællingen om, hvordan Bruun Rasmussen Kunstauktioner anvender en lettere tvivlsom fremgangsmåde, når firmaets ansatte selv køber kunst – af de kunder, som de er ansat til at sælge kunsten for. 

Til de hurtigt vekslende toner af 60’erne og 70’ernes storhits tegnes billedet af en tid, men også en hæmningsløs livsstil. 

Den i dag 72 år gamle instruktør Jon Bang Carlsen fortæller levende om, hvordan han i sin tid lavede en dokumentarfilm om mangemillionæren Hans Smith, der blev rig af at sælge produktet Substral, som er gødning til potteplanter. 

Scener fra Carlsens frække En rig mand, hvor hovedpersonen giver janteloven og hele det småtskårne danske samfund fingeren fra bagsædet af sin Rolls Royce i Monaco, fylder godt i dokumentaren. 

Det er en gevinst. Imidlertid kan instruktør Steen Schat-Holm også noget selv. 

Det er slående, hvordan filmen hele vejen igennem er utrolig lækkert filmet. Kameraet nærmest kæler om en af hovedpersonerne, som har ret karakteristiske træk. Men også optagelser af biler, gader og interiørs står godt. 

Instruktøren er samtidig god til at dramatisere sine billeder. Som når en advokat – optaget fra mange steder og vinkler – bærer et millionmaleri indpakket i brunt papir igennem København. 

Den journalistiske historie er egentlig ikke hovedsagen i dokumentaren. For det er over fire år siden, at politiet påbegyndte efterforskningen af sagen mod Jesper Bruun Rasmussen. Man mistænkte ham for at have købt et Warhol-maleri af Hans Smith, som Bruun Rasmussen egentlig var sat til at sælge på en auktion for en kunde, nemlig Smiths efterladte. 

Allerede i oktober 2020 skrev Berlingske fyldigt om sagen, da efterforskningen blev afsluttet – uden at der blev rejst en sag. 

Instruktøren har imidlertid fået fingre i en lydoptagelse, hvor en af hovedpersonerne – en tidligere direktør i firmaet, Claus Poulsen – lystigt taler om, at det skam var helt almindeligt, at man selv købte kunst, som kom ind i firmaet for at blive solgt på auktion. 

Tilbage er fortællingen om familien, der lider under det, de opfatter som en dårlig behandling. Og der kommer også et thriller-element ind i dokumentaren, da familien engagerer en advokat, som skal prøve at få billedet tilbage. 

Det lykkes relativt gnidningsfrit, da Jesper Bruun Rasmussen simpelthen lader handlen gå tilbage. Han er i øvrigt den mest venlige og høflige, men dog stadig afvisende af alle kilderne, da instruktøren ringer ham op for at få svar på familiens vegne. 

Som medfortæller medvirker også den sobre kunsthistoriker Michael Bank Christoffersen. Han fungerer formidabelt som nærmest et sindbillede på kunstverdenen, da han – præsenteret i en luksuriøs kæmpevilla i den syditalienske region Basilicata – kommer haltende med en bambusstok. 

Er behovet for den mon ægte, eller er den udtryk for et koketteri, ligesom hele kunstbranchen på mange måder er? For det hele handler, som Christoffersen fortæller i filmen, om branding, tragedier og – især – tillid til kunsthandlerne. 

Specielt det sidste er der ikke meget tilbage af, når filmen er slut. 

Til gengæld er man blevet klogere på den helt særlige måde, som nogle mennesker, firmaer og brancher kan tale sig ud af snart sagt alting på. 

Det hele er douche nuancer af grå. Hvilket kan overraske i en verden, som burde være fuld af klare kulører.