Anklagen

Noget af det mest frustrerende og destruktive ved film, bøger og interviews om #MeToo er, at udfaldet af spørgsmål om retssikkerhed og feministisk aktivisme altid er givet på forhånd. 

Hvis afsenderen er feminist, er alle mænd bare nogle svin, ja, det er strukturelt, det er patriarkatet, som den er gal med. Hvis afsenderen er en kuet mand, er kvinder altid beregnende og ondsindede, ja, den er helt gal, fordi det hele bare bunder i mandehad. 

Efterhånden er det, som om al balance er taget ud af debatten. Derfor er Yvan Attals franske film om en ung mand, der anklages for voldtægt, utroligt rettidig og velgørende. 

Jean, der spilles komplekst af Pierre Arditi, er skilt fra sin tidligere hustru Claire, en fyrig Charlotte Gainsbourg. 

De er begge berømte. Han har sit eget prisbelønnede tv-program. Hun er forfatter med speciale i feministiske essays og kvindeforkæmpere. Deres fælles søn Alexandre – tvetydigt spillet af Ben Attal, Gainsbourg og Yvan Attals søn i virkelighedens verden – studerer på Stanford University i USA. 

Da Alexandre er hjemme i Paris på ferie, anklages han pludselig for at have voldtaget en ung, jødisk kvinde under en fest, hvor de to ryger hash, drikker, tager coke og ender i et skur sammen. 

Men har han voldtaget syttenårige Mila, eller er han i en eller anden forstand gået for vidt, så hun har følt sig krænket nok til at komme med en falsk anklage? Eller ville hun faktisk selv, men fortrød bagefter eller skammede sig, fordi hun er opdraget af en radikaliseret mor? 

At Alexandre i begyndelsen af filmen viser sig at være vild med hård sex, når han praktiserer rollespil, magt og dirty talk med sin elskerinde, sætter ham ikke just i et flatterende lys. 

Men Mila, som Suzanne Jouannet dygtigt spiller med overbevisende usikkerhed, er muligvis en ren opportunist. Hvad er sandt i sagen? Hvad er løgn? 

Ægteparrets celebre status gør sagen til debatstof. Hele familien og gerningsmanden – og offeret – slagtes snart på de sociale medier. Og fordi Mila er datter af Claires nye kæreste Adam, en harmdirrende Mathieu Kassovitz, styrter alle dele af familien i grus. 

Yvan Attals film er på en gang dunkel og nærmest dokumentarisk. Han gør meget for at vise en voldtægtsanklages voldsomme
konsekvenser for en mand: brutale anholdelser, ulækre afhøringer, sindssyge konsekvenser i resten af personens liv. Og de er helt uantagelige, hvis man forestiller sig, at manden er uskyldig.

Instruktøren gør lige så meget for at vise, hvordan en kvinde ydmyges og mistros af politiet, manipuleres med og spændes for vognen af feministiske aktivister, køres rundt i manegen af udartede religiøse værdisystemer. Hvis hun vitterlig har været udsat for et overgreb, virker forløbet som endnu en forbrydelse begået imod hende.

Yvan Attal bruger skiftende synsvinkler og versioner af historien i en slags kapitler – ”han”, ”hun” og så videre – og da advokaterne skal fremlægge sagen for retten til sidst, trækker han linjerne helt stramt op.

Filmens moralske grundtese formuleres af forsvarsadvokaten, som siger, at der altid kan være flere reelt forskellige oplevelser af den samme begivenhed.

Med en sådan retfærdighedssøgen tænker man, at instruktøren nok aldrig vil vise sit publikum, hvad der egentlig skete i det skur. Og det vil han heller ikke.

Eller vil han?

I allersidste scene trækker han tæppet væk under publikum og alle mænd og kvinders fordomme om hinanden. Og med sin uhyre præcise balance har Attal dermed lavet den #MeToo-film, som vi har ventet på, og som burde få flere debattører til at tænke sig om en ekstra gang. 

Ved vi overhovedet, hvad vi taler om, når vi skriger i kor om
en virkelighed, vi slet ikke kender – og måske aldrig vil kunne kende?