The Animation Workshop 2020

Videbegær er drivkraften bag årets bachelor-kortfilm fra Viborgs The Animation Workshop, som pirrer til nysgerrigheden.

Her er tydeligvis tale om en generation af animationsfolk, som er meget bevidst om fortællekunsten – fra evolutionshistorien over filmiske højdepunkter, der har bidraget til formatets udvikling, til menneskelighedens dommedagsangst.

Ikke desto mindre er projekternes visuelle stil vidt forskellig og sprudler af liv, som vi kan se frem til at nyde i fremtidens animationer for både børn og voksne.

Birdinos

”Hvad tænker du på, når du tænker på en dinosaur?”

Sådan lyder begyndelsen af Amalie Holst Blochs animerede dokumentar om, hvordan mange dinosaurer – som vi har set legemliggjort i blandt andet Jurassic Park – i virkeligheden har set ud.

Vi ser en Velociraptor med fantastisk fjerpragt, der af filmens fortæller beskrives som fabelagtig, men dødbringende.

Især sekvensen, hvor tegningen af et reptil-øje bliver farvelagt og vækkes til livs som en computeranimeret fortidsøgle, er betagende.

Evolutionsteoretiske teser fortælles i øjenhøjde med tilskueren, og vi bliver klogere på, hvordan verdens engang majestætiske, glubske rovdyr over tiden har udviklet sig til skabninger, vi kender i dag.

Tilsat forrygende dyrelyde og videnskabelig fakta fra virkelig forskning er filmen en lærerig fornøjelse, der ville have fængslet denne anmelder som barn. Og det er i den grad noget man savner på nutidens ungdomskanaler, der alt for sjældent taler til børn og unges videbegær.

Hvor træerne blokerer for lyset

Mystiske blodpletter leder parkbetjenten Megan Patel dybt ind i en mørk, frossen skov. Hun håber at løse gåden om, hvad der førte til brorens forsvinden.

Skoven og stationen, som ligger i udkanten, er computeranimeret, men vækker minder om muntre tegnefilmsserier. Især inspirationen fra Hanna-Barberas univers i The Yogi Bear Show (1961) er fremtrædende i de naivistiske nåletræer og den sprudlende farvepalette tilsat figurer, der trods levende ansigtsmimik bevæger sig, som var de filmet i stopmotion.

Men det barnlige udtryk mister snart sin uskyld. Det giver efter for en uhyggelig, overjordisk stemning i stil med John Carpenters gyser The Thing.

Naturlovene mister deres kraft, og filmen overtages af et dystert mareridt, hvor vi igennem brorens gådefulde lydoptagelser hører fragmenterede brudstykker af, hvad han oplevede før sin død.

Vi ser det hele udspille sig fra krogene, bag træerne og igennem vinduer. Nærmest som om vi så Megan igennem en andens øjne. En truende skabning, der gemmer sig i skyggerne.

Præstebørn

Joel Stenbäck etablerer skellet mellem fantasi og virkelighed med to vidt forskellige animationsstile. De flettes nænsomt sammen til en væsentlig fortælling om den misforståede præstesøn Oskar.

Sammen med sine brødre pjækker han fra gudstjenesten i en forstad til Gøteborg. De flygter fra deres kedelige tilværelse, der er penslet i jordtoner. Alt ser stilfuldt og dannet ud, men ligesom prædikenen i kirken er det ikke nok til at stimulere de unge sind.

Her skifter filmen brat og giver efter for et utæmmet anime-univers fyldt med sprælske farver. Drengene forvandles til magiske og langbenede kvinder i lårkorte nederdele. Men lige før de i fantasiverdenen er ved at besejre kæmpeøglen, som terroriserer en fiktiv storby, hører vi en ukendt latter.

Snart er vi tilbage i den jordtonede virkelighed, hvor de ældre børn mobber drengene.

Uden at blive belærende bryder filmen tabuer om kønsnormer, tro og børneopdragelse. Den tillader de små at opleve vrede, begå vold og tænke eksistentielle tanker.

Shergar

House-musikken buldrer, imens Dublins kriminelle ungdom løber af sted med tyvekoster rundt i byens gader.

Således blander instruktør Cora McKenna musikvideo med socialrealisme. Det giver animationen en genkendelig, men nyskabende atmosfære i den irske hovedstad, der danner bagtæppe for filmens tankevækkende historie.

Hovedpersonen Connor har et slidt, men barnligt ansigt. Hans tomme, blå øjne stirrer på indehaveren i en lokal kiosk. Den unge drengs hærdede sjæl lyser ud af den ellers todimensionelle verden, som glimtvis vækker minder om de fatalistiske Gorillaz-musikvideoer.

Den jammerlige beretning om Connor og hans slæng afspejles i en væddeløbshest, som vi ser kæmpe med sine tøjler. Hovedpersonen kæmper også i det rå arbejdermiljø, hvor fulde fædre truer deres børn, og væbnede slagsmål samler de unge i nattelivet.

Filmen taler børnenes sag og balancerer mellem det sentimentale og tankevækkende. Man sidder tilbage og ønsker at se mere til Connor, hans baggrund og fremtiden for fyren.

Artificial Condition

Ildspyende maskiner pløjer tilsandede marker i et computeranimeret, goldt ødeland. Livstegn skal man se længe efter i William Bangs Artificial Condition. Den ligner mest et postapokalyptisk mareridt, der ikke desto mindre bærer præg af en informativ landbrugsdokumentar.

Med dette bagtæppe følger vi robotten CAIN, som er på en vigtig mission. For hvem og til hvilket formål vides ikke.

Det er, som om menneskeligheden og alt liv for længst er forsvundet. Men redskaberne, der har tilvejebragt planetens endeligt, er stadig i fuldt sving.

Filmen giver en dyster fornemmelse af vores fremtid, hvis vi fortsætter med at fjerne naturområder, som er i stand til at bære afgrøder. Nu er kun ørkenen tilbage.

Selv fortællerstemmen er robotagtig og tjener mere til at iscenesætte en dyster fremtid end at berette en historie, mens ildevarslende billeder sætter fantasien grufuldt i gang. CAIN fremtræder som en robot blotlagt uden empati og menneskelige egenskaber.