Amazonia

Jeg bliver aldrig træt af brillante BBC-serier som Planet Earth, og jeg har gode nostalgiske erindringer om tv-stationen Animal Planet. Derfor så jeg også frem til Amazonias mix af dokumentar og fiktion.

Amazonia er en pudsig film. Man sidder halvt og venter, at David Attenborough kommer frem og fortæller om dyrenes adfærd og vaner. Men man venter forgæves, for selvom Amazonia på mange måder ligner en dokumentar, er den fiktion. Der er ingen dialog eller voice-over, men til gengæld er der en klassisk fortælling med en helt, onde skurke og en kærlighedshistorie.

Instruktøren Thierry Ragobert har tidligere lavet The White Planet (2006), der er en regulær naturdokumentar om dyrelivet i Arktis, og Amazonia er hans første forsøg med et fiktionsunivers. Det går så som så. For mens regnskoven er betagende og virkelig kan rulle sig ud, når den som her er smukt filmet i effektiv 3D, så falder den halvkedelige historie helt til jorden.

Amazonia handler om kapucineraben Saï, der er født i fangenskab og aldrig har set junglen. Men det kommer den til, da den er om bord på et fly, der styrter ned i Amazonas.

I junglen kommer Saï til at stå ansigt til ansigt med mærkelige fugle, farlige rovdyr og andre aber. Langsomt lærer han, hvad det kræver at overleve i naturen, hvor der ikke er et trygt bur og en fyldt foderskål.

Motiverne er som i en klassisk dyrefilm, men det fortælletekniske – indstillingerne, beskæringen – er fiktionsfilmens. Filmholdet har ikke ligget på lur i dagevis og sat fotofælder og skjulte kameraer op i junglen. I stedet har filmens dyreansvarlige Pascal Tréguy (fransk films chefdyrepasser) været på hårdt arbejde med at få blandingen af vilde og ”professionelle” skuespillerdyr til at opføre sig ordentligt.

Men det er ikke uproblematisk at lave en film uden dialog og kun med dyr. Amazonia lider under den uklarhed i handlingen, der ganske naturligt opstår, når dyrenes reaktioner og interaktion skal sættes sammen til en hel spillefilm. Det kræver i den grad behændighed i klipperummet at få et abegrin og et tukanskræp efterfulgt af et tordenskrald til at give mening som fortælling, og nogle gange er det simpelthen utydeligt, hvad filmen vil.

Selvom Amazonia altså ikke er en dokumentarfilm, står den dog på skuldrene den stolte tradition for franske naturdokumentarer, der blev grundlagt af Jacques Cousteau og siden har givet os for eksempel myredokumentaren Microcosmos.

Amazonia har dog især slægtskab med filmene af Luc Jacquet, der slog igennem med Pingvinmarchen i 2006. Her kombineres fantastiske billeder med en noget sødladen voice-over, der insisterer på at give pingvinerne menneskelige følelser og tvinge en fortælling ned over dyrene.

Samme problem har Amazonia. Særligt musikken er blottet for raffinement, når den alt for tydeligt forsøger at diktere publikums følelser: Nu er Saï bange, nu er han glad, nu er det sjovt, nu er det sødt!

Det er også et af Amazonias generelle problemer. Der er ikke nok gods i fortællingen, og Thierry Ragobert kan ikke sige sig fri for at tillægge dyrene menneskelige egenskaber. De fører fjollede samtaler på ”dyresprog”, og der er gjort et stort arbejde for at få dyrene til at reagere menneskeligt, som da Saï rækker tunge for at efterligne anakondaens hvislen.

Filmen tør ikke stole på, at dyrene og det fantastiske naturoptagelser kan bære historien.

Det er ærgerligt, for de suverænt smukke omgivelser i Amazonas er som skabt til at blive filmet i 3D. Og her lykkes Amazonia i den grad. Den tunge regn og lyset gennem trækronerne giver en fantastisk dybde til junglen. Og sammen med overfloden af tapirer, tukaner og utallige aber gør det Amazonia til en visuelt vellykket og meget spektakulær film.

Gid, det havde været en rigtig dokumentar!