Amagermanden

De fleste vil nok mene, at Danmark er for lille og velordnet et land til at fostre rigtige seriemordere. 

Den form for forbrydelse forudsætter en mangel på overblik over befolkningen – som man kender det fra USA – og også et større landområde, morderen kan sprede sig over. 

Men den 12. november 2010 klokken 15.23 stod det med anholdelsen af Marcel Lychau Hansen klart, at man sagtens kan hærge rundt i lille Dannevang – og sågar primært på Amager – hvis bare man er strategisk og iskold. 

Og det ér Amagermanden, hvis tilnavn leverer titlen til Viaplays nye true crime-satsning. 

Det er den tidligere politiefterforsker og nuværende journalist Sebastian Richelsen, der sammen med rådgivere som drabschef Jens Møller og anklager Anne Birgitte Stürup prøver at grave videre i et par uopklarede sager. Idéen er at koble Amagermanden sammen med flere forbrydelser, skønt den 56-årige mand allerede i dag sidder i fængsel på en livstidsdom for to mord og seks voldtægter. 

Som seer får man sagen om Amagermanden serveret på et sølvfad. Der er luftfotos af Øresundsøen. Der er rekonstruktioner og 80’er-musik og 90’er-hår. Der er nyhedsklip med bedaget gadeliv – telefonbokse inklusive – og portrætter af unge journalister, der i dag må være bedsteforældre. 

Det hele er af en eller anden grund holdt i blændende, overbelyste billeder i douche farver, som gør, at hele historien virker erindret. Det er smukt, men også en smule overgjort. 

Amagermanden rummer nogle veritable scoop. 

Kriminalpsykologen Christian A. Stewart-Ferrer er så karakteristisk i både fremtoning, sprog og gestik, at han kunne fortjene sin helt egen serie. Ud over at være en charmerende karakter er han også en formidabel analytiker, der virkelig sætter perspektiv på manden, man ellers nemt ville betragte som et monster. 

Stewart-Ferrer skiller ham ad og studerer klinisk de enkelte bestanddele. På samme måde optræder den pensionerede retsmediciner Jørgen Lange Thomsen som en overbevisende faglig kapacitet, der i ét logisk hug placerer Amagermanden i forbindelse med andre uopklarede drab. 

Anklageren Anne Birgitte Stürup virker omtrent død i måden, hun sidder helt stille på i sin stol, imens hun taler. Men det gør det så meget mere uhyggeligt, når hun møjsommeligt opregner alle sagernes detaljer. 

Den tidligere drabschef Jens Møller agerer coach for den tidligere blodhund Sebastian Richelsen. Mens en unavngiven kvinde – måske hans samlever – fungerer som en lyttende ven, der lader ham sætte ord på grusomhederne og den tiltagende tillid til de teser, han bygger op. 

Vidnerne i serien er et kig ind i nogle miljøer, man ikke færdes i normalt. 

I forsøget på at komme nærmere et svar på mordgåder som Stine Geisler-drabssagen og drabet på Anette Just Olesen taler Richelsen med mange kilder – over 200, siger han – og nogle af dem medvirker også. 

De er alle sammen nogle temmelig vilde personligheder. Der er den godtroende træner i fodboldklubben, og der er en højt begavet prostitueret. Der er en smadret misbruger i sin rodede lejlighed. Der er kammerater – med tryk på første stavelse – og der er adskillige kriminelle. 

Alle tegner de et billede af Amagers nederste lag, som man i grunden sjældent ser på tv. Og sammen med en lesbisk aktivist på motorcykel og en række slørede personligheder, gør det serien både mangfoldig og spændende. 

Flere af teserne om, at Amagermanden skulle have begået yderligere forbrydelser, virker ikke helt tossede. Som minimum burde politiet kigge på flere af dem igen. I mindst ét tilfælde bliver det afsløret, at politiet simpelthen har sovet i timen. 

Politiet kunne tidligt have fået fældende beviser, men man ignorerede flere borgerhenvendelser. Her kan serien virke som et vækkeur og fortjener faktisk en forside i Ekstra Bladet. 

Sebastian Richelsen er en god fortæller og også visuelt fin, fordi han er lidt anonym i det. Hvad han mangler i fremtoning, har han til gengæld i emotionel støj. Men hans refleksioner og store engagement i opklaringsarbejdet – han er både frustreret, vred og grådlabil – ender desværre med at virke irriterende. 

Man forventer mere professionalisme fra en journalist – især fra en tidligere politibetjent. 

Jeg glæder mig allerede til, at Richelsen tager fat på nye uopklarede sager. Hvis du er til en tur ned i det dårlige selskab, er du i godt selskab med ham.