Anmeldelser

Tina Feys serieversion af Alan Aldas ægteskabskomedie starter foråret stift, men stjernerne i front og et tragikomisk Elton John-cover sikrer hjertevarmen, da vi når frem til vinter.

Florence Pugh overhaler Tom Cruise indenom, og Marvel Cinematic Universe er tilbage i topform.

Man hepper modvilligt på skurkene og hånler ad politiet i en dokumentar, der trods sin etiske slagside fungerer som en effektiv kupthriller.

Forrygende krigsfilm omsætter kompromisløs realisme til gribende action i nøgtern, brutal og usentimental skildring af en virkelig mission under Irak-krigen.

Den smukke færøske natur står som en kontrast til lokalsamfundets udfordringer i sanselig og rørende coming of age-fortælling.

Det lyder som et umuligt projekt, men miniserie tegner et kærligt og bramfrit portræt af døden og liderlighed – på en gang morsomt, rørende og forløsende.

Horrorfilm baseret på Playstation-spil kæmper med troværdigheden og får ikke bundet en ordentlig knude på sit tidssløjfeplot.

Socialpolitisk drama om New Yorks køkkenproletariat er måske over the top, men man sluger det råt. De visuelle lækkerier får maven til at knurre.

Hightech-storbythriller med benene solidt plantet i Hitchcocks suspense leverer både sadistisk mystik og psykopatisk præcision, så man holder vejret af spænding.

Instruktøren Ryan Coogler og skuespilleren Michael B. Jordan topper deres samarbejde med thriller-horror-musical om raceuroligheder i en flække i 1930’ernes USA.

Selvskade og omsorgssvigt følges ad i Søren Greens rørende og velspillede spillefilmdebut.

Andet kapitel om had og kærlighed i svampeapokalypsen lever ikke op til det geniale spilforlæg, men kompenserer med mere nuancerede portrætter af de forrygende figurer.

Sjældent har en dansk film været så nervepirrende intens, hjerteskærende og samtidig lindrende, skriver Ekkos chefredaktør, der kvitterer med seks stjerner til spillefilmdebutanten Zinnini Elkingtons hospitalsdrama.

Wulffmorgenthalers tredje omgang gak med hyperdrengen Mugge vil ikke belære børn om computerspil, men opfordre dem til at bære over med deres tech-idiotiske forældre.

Efter tolv års pause vil Simon Staho gerne stikke til danskernes selvforståelse med et filosofisk collageværk – om islamofobi og fremmedhad – men det virker rodet og noget forældet.

Hjertevarmt drama om kvindeundertrykkelse i 1940’erne er inspireret af neorealismen og smukt filmet i sort-hvid – bare synd, at det samme gælder karaktererne.