Anmeldelser

At læse den kilotykke kaffebordsbog om dansk films wonder boy føles som at være til en fødselsdagsfest, hvor gæst efter gæst rejser sig for at hylde værten.

Portrætter af nulevende kunstnere ender ofte som overfladiske hyldester, men serien om instruktøren Martin Scorsese går dybere og udforsker de mørkere og mere menneskelige sider af hans liv.

DR-børneserie giver et loyalt og rørende indblik i livet i Grønland, som også danske børn kan spejle sig i.

Rollerne byttes om i norsk familiefilm, hvor mennesker udsættes for grumme fælder i stil med Alene hjemme, så musene kan holde jul i ro og fred.

Dokumentar om at være afro-dansker i et hvidt samfund fortæller en vigtig historie om fremmedgørelse og den lammende tavshed.

Dan Trachtenberg afslutter en trilogi, der placerer ham blandt science fiction-genrens mest opfindsomme og tematisk begavede filmskabere.

Historien om en mand med grotesk dårlige venner udvikler sig til en humoristisk kærlighedserklæring til mødre, sønner og alle de satans familiære bånd.

Karismatiske Carla Sehn som kærlighedshungrende singlekvinde får det ellers noget problematiske, svenske bogforlæg om moderne dating til at leve på skærmen.

Vaskeægte amerikansk indiefilm om et umage venskab mellem ung kvinde og ældre mand vinder ens hjerte med delikat blanding af sød humor og rørende drama.

Med Jeremy Irons som guide leverer filmessay en morbid, hæsblæsende og tankevækkende kanon over kulturikoners sidste filmoplevelser.

Kamikaze-stjernen Charlie Sheen deler hudløst ærligt sine dæmoner, men Netflix-dokumentar formår ikke at afdække manden bag myten.

En overvældende smuk meditation over døden – som en salme i filmform, der minder os om livets skrøbelighed, men også dets skønhed.

Trods udmærket skuespil og flot fotografering tynges fire danske instruktørers horror-antologi over H.C. Andersen af svage manuskripter.

Uopfindsom og trættende blanding af sequel og remake har kun interesse som afslutningen på den paranormale Conjuring-serie.

Dokumentarfilm om Dalai Lama formår ikke at komme i dybden med tibetansk buddhisme, men drukner portrættet i banaliteter og politisk korrekthed.

Det mest uhyrlige og meningsløse drab på Djursland leder både tankerne hen på Coen-brødrenes Fargo og det filosofiske begreb ”ondskabens banalitet”.