Four Mothers

Forfatteren Edwards internationale gennembrud er lige om hjørnet, men han er fanget i Dublin hos sin aldrende mor, der efter et slagtilfælde har mistet både stemme og førlighed. 

Hver dag er en endeløs række af besøg på kirkegården, hospitalsaftaler, frisørtider og andre understimulerende aktiviteter for en mand i 40’erne.

Moren kommunikerer med en iPad, der oplæser, hvad hun skriver, med en tør robotstemme – et system, instruktør Darren Thornton selv kom til at hade, da hans mor måtte ty til det. Men sammen med sin medforfatter og bror Colin Thornton finder han rigeligt med humor i den forbandede maskine.

Fionnula Flanagan leverer en vidunderlig præstation som moren Alma, der med sine øjne og øvrige mimik formår at gøre sin intention glasklar. Sjældent har nogen mestret mere gennemborende, bebrejdende øjne – man er helt lettet over, at hun ikke er ens egen mor.

Når deres mødre er til katolsk messe, mødes Edward med to andre ugifte, homoseksuelle, hjemmepassende sønner, Colm og Billy. Sammen brokker de sig over tilværelsen. Edward afreagerer også over for sin psykoterapeut Dermot, som selv har en syg mor at tage sig af. Men en dag kommer han hjem til hele tre ældre damer i sin stue.

Colm og Billy har tørret deres mødre af på ham og er taget til Vinterpride på Gran Canaria. De ved godt, at de er dårlige venner, men de ved også, at Edward vil passe godt på mødrene. Han er nemlig en dørmåtte, som hans mors tablet hjælpsomt påpeger.

Da psykoterapeuten Dermot hører om udåden, hopper han også på en flyver, så Edward nu har hele fire mødre at tage sig af. Imens samler han mod til at fortælle sin egen mor, at hun skal bo på et plejehjem, mens han tager på bogturné i USA i ti dage.

Selv om man har ondt af Edward, kan man godt forstå de andre. Det er simpelthen for trist, at fire midaldrende mænd nærmest venter på, at deres mødre dør, så deres egne liv kan begynde.

Filmen er fortalt i mørke, afdæmpede toner og tætte beskæringer af hjem, der ikke er blevet ommøbleret siden de brune 70’ere. Kontrasten til vennernes videoopkald fra Maspalomas, med azurblåt vand, bronzebrune kroppe og regnbueflag, er nærmest hysterisk.

Brødrene Thornton genskaber kvinderne i deres liv som et skønt lille firkløver af mødre. Maude (Stella McCusker) er egentlig selvhjulpen, men nervøst anlagt, og til sin søns store frustration er hun begyndt at crashe begravelser og trøste fremmede enker.

Jean (Dearbhla Molloy) er vred på verden, vred på alderdommen og vred over, at hendes mand er død, selv om hun vist ikke var mindre vred, da han var i live. Rosie (Paddy Glynn) har aldrig været gift, men taler hele tiden med netkæresten Amir på sin iPad.

Som gruppe gennemgår damerne den klassiske udvikling fra fjendskab til forståelse, men undervejs er der mange fine overraskelser. Som da de deler historier om sønnernes vej ud af skabet, eller da de over for Edward forsvarer, at de har brugt deres liv på at opvarte utaknemmelige ægtemænd.

Edward fremstilles følsomt af skotske James McArdle, der er rolig udenpå, men skriger indeni, når uretfærdighederne gang på gang overgår ham, fordi han pinedød ikke kan sige nej. Man sidder og venter på, at han eksploderer op i ansigtet på de krævende gamle krager. Men filmen har en anden plan, der resulterer i en både meningsfuld og morsom slutning.

Four Mothers tager fat om hjertestrengene og indfanger fortrydelse, frustration og komplekse familiemønstre i en lille historie om en mand med afsindigt dårlige venner. Darren Thornton har gjort sig stor umage for at indfange den irske husmors sjæl, men man vil nok også kunne genkende ældre damer fra ens eget liv.

Et hadebrev til en talecomputer er endt som en god og personlig film, fordi den også er en kærlighedserklæring til mødre, sønner og alle de der satans familiære bånd.