Wolf Man

Hvis man kender lidt til monstre, ved man også, at de altid i virkeligheden er noget andet. En personificering af vores angst.

Dracula er seksuallivets farer, Frankensteins monster er konsekvenserne af menneskets teknologiske hybris, og varulven (eller ”ulvemanden”) er alt det grimme, som vi går og gemmer på under den pæne overflade. Og som vi risikerer at smitte andre med.

Sådan var det i George Waggners klassiske horrorfilm The Wolf Man fra 1941, og sådan er det i Leigh Whannells nyfortolklning fra 2025.

Whannell er som manuskriptforfatter en af skaberne bag det moderne horrorhovedværk Saw og den populære Insidious sammen med James Wan.

Som instruktør står han bag en anden nyfortolkning af et klassisk Universal-monster: The Invisible Man fra 2020. Nu er tiden kommet til ulvemanden, og igen handler det om en mand, der får både fysisk og mental lidelse ud af forholdet til sin far.

Vi begynder, da drengen Blake vågner til lyden af farens militære ordre: ”Stå, rør!” Sengen bliver redt snorlige, som hvis hans liv afhang af det, og så er det ellers ud på jagt i den afsides oregonske skov, hvor de bor.

Faren er striks og skræmmer sønnen med dunkle formaninger om naturens fare. Ingen varme, kun en frygt, der bliver ubehageligt konkret, da de støder på et underligt ulveagtigt menneske og akkurat slipper levende fra det.

30 år senere har voksne Blake (Christopher Abbott) selv et eksemplarisk kærligt forhold til datteren Ginger (Matilda Firth), men han har det mere anstrengt med sin travle journalistkone Charlotte (Julia Garner).

Alligevel skal alle med hjem til Oregon og pakke barndomshjemmet ned, da Blakes far endelig erklæres død efter at have været forsvundet i flere år. Inden længe støder de på ulvemanden, og en lang nat venter, hvor Blake også selv begynder at udvikle dyriske træk, mens han og familien gemmer sig fra monstret.

Handlingen i Wolf Man er forudsigelig, men ikke desto mindre effektivt uhyggelig hele vejen igennem.

Det meste af filmen går med frygten for ulvemanden, der kan springe ud af mørket når som helst. Og den efterfølgende gru, når Blake lægger mærke til ulækre forandringer i sin krop.

Leigh Whannell bruger søsyge kameratiltninger og et særligt vellykket lyddesign til at forme Blakes transformation.

I en meget snild scene drives Blake til vanvid af en voldsom lyd, der kunne komme fra ulvemandens indtrængen et sted i huset. Men det viser sig bare at være en edderkops stille vandring – hørt igennem Blakes nye, forstærkede rovdyr-ører.

Filmens store twist sker cirka halvvejs, da Blake begynder at transformere sig, og perspektivet skifter til Charlotte.

Som den eneste outsider i det metaforiske familiedrama er det nu hendes opgave at beskytte datteren mod de dæmoner, der måske hele tiden har gemt sig i Blakes gener, og som Ginger er i overhængende fare for at arve.

Formentlig en genkendelig situation for de, der har prøvet at være til fest med svigerfamilien og først alt for sent lægger mærke til de problematiske vaner, ens partner har fået med hjemmefra.

Det er en interessant tanke at lade filmen handle om svigerdatterens svære rolle, men filmen får slet ikke nok ud af idéen. Julia Garner er alt for tilbageholdende med sin frygt.

Christopher Abbott er succesfuldt gusten som bæstet, men overforsigtig som mennesket Blake, der ikke formår at demonstrere sine indre dæmoner, før de udformer sig overnaturligt.

Hen imod slutningen løber filmen helt tør for benzin, og ud over mere flugt, skrig og blod er det svært at huske, hvad de sidste tyve minutter egentlig går med.

Wolf Man er en veloplagt lille forskrækkelse, men ikke et gys, der bliver hængende i generne.