Bob Trevino Likes It

Man siger, at blod er tykkere end vand. Samtidig er det en velkendt sandhed, at mange mennesker finder sig bedre til rette i den familie, de skaber, end den, de er født ind i.

Unge Lily har ganske vist en far, men Bob Trevino er ikke den bedste af slagsen. Han gider ikke høre hendes digte skrevet i smerte over, at den fyr, hun dater, knap nok ved, hvem hun er. Tværtimod bruger faren Lily i sit forsøg på at score ældresamfundets hotteste damer, og da det slår fejl, dropper han kontakten.

Lilys liv har i det hele taget få lyspunkter. Hendes bedste og eneste ven er kørestolsbundne Daphne, som hun arbejder for og bor hos. Da Lily går til terapeut og i et underligt muntert toneleje fortæller om en forfærdelig barndom og morens flugt fra familien, ender hun med at trøste den grædende terapeut. 

Bob Trevino Likes It er en vaskeægte amerikansk indie-film af den slags, som hvert år får premiere på festivalerne Sundance og SXSW. Det er næsten en genre for sig, og skabelonen er veldefineret med en delikat blanding af sød humor og rørende drama. Kløgtige komediedramaer som Little Miss Sunshine og (500) Days of Summer er blandt de bedste af slagsen. 

Af og til bliver man overrasket af en spændende ny stemme, som det var tilfældet med debutanten Cooper Raiffs skarpe ungdomsportræt Shithouse. Den nåede Danmark takket være distributøren Angel Films, men solgte nærmest ingen billetter i de nyligt genåbnede biografer i 2021. Derfor er det modigt, at samme selskab har hentet Tracie Laymons spillefilmdebut hjem, men der er også meget at holde af i Bob Trevino Likes It. 

I et forsøg på at genskabe kontakten til faren sender Lily en Facebook-venneanmodning til Bob Trevino. Men det viser sig at være en anden mand med samme navn. Han svarer faktisk og liker endda hendes opslag. 

De to ensomme og lettere akavede personer indleder et digitalt venskab, som bliver mere håndgribeligt, da Bob hjælper hende med et stoppet toilet. Det er ikke sikkert, at de to er skæbnebestemte venner i henholdsvis livets forår og efterår, men de griber tilfældets lykke, fordi de hver især mangler nogen i deres liv. 

Barbie Ferreira (kendt for ungdomsserien Euphoria) er et konstant medrivende anker. Lily gemmer sig konstant bag et slør af smilende højt humør, men lige under overfladen lurer smerten over at have en far, der i stedet for kærlighedserklæringer kommer med en liste over alle de omkostninger, han har haft ved at have hende som barn. 

Den sødere Bob Trevino er en træmand med forkærlighed for dårlige vittigheder, og John Leguizamo gør rollen til en virkelighedstro reservefar. Han bærer på et traume efter at have mistet en søn, og i forholdet til Lily ser han en mulighed for at videregive nogle af de oplevelser – for eksempel at se en meteorregn – som han aldrig nåede at dele med sønnen. 

Bob Trevino Likes It gør ikke meget væsen af sig selv visuelt. Man kan undervejs godt savne nogle slag i bolledejen, bare en smule æstetisk vildskab og energi, men instruktøren stoler så meget på sin historie, at hun fortæller den uden dikkedarer. Det giver pote, for til sidst er man følelsesmæssigt investeret i en grad, så det virkelig gør ondt, da tilværelsen giver Lily en mavepuster. 

Filmen føles personlig hele vejen igennem, men på en dejligt underspillet måde. Heldigvis slipper man for en indledende tekst om, at historien er baseret på virkelige begivenheder. Og det er faktisk langt mere effektfuldt, at Tracie Laymon slutter filmen af med et billede af en Messenger-besked, der viser, at hun er gået igennem det samme som hovedpersonen. 

Man efterlades med et eftertænksomt smil på læben, mens man glæder sig over, at to mennesker kan gå fra komplet fremmede til at spille en vigtig rolle i hinandens liv.