Anmeldelser

Filmatisering af computerspil gør stemningen mere dunkel – desværre på bekostning af spillenes troværdighed og eventyrlighed.

Trods et stjernecast skuffer ensemblefilm med en sødsuppe af sentimentalitet, tom lommefilosofi og en tam Will Smith i hovedrollen.

Syngende dyr i et stort talentshow skal redde koalabjørnen Buster Moons konkurstruede teater. Men til trods for læssevis af pophits og evergreens savner Syng gehør.

Far/svigersøn-komedie med Bryan Cranston og James Franco vil gerne forarge, men er lige så fræk som en pruttepude.

Velmenende julefortælling leverer intet nyt. Og dog: Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen lægger stemme til en julebuk!

Filmatisering af bestseller-thriller begår dødssynden at være kedelig, og man skal være født i går og tørret på varmeapparatet for ikke tidligt at gennemskue, hvem der er skurken.

Ulrich Thomsen debuterer som instruktør med den modige, men prætentiøse In Embryo, der er svær at engagere sig i.

Skandinavisk serie på Viaplay leverer spænding, men er præget af svage karakterer, stive replikker og gyserklichéer.

Usammenhængende billedforløb og overdrevent naturalistisk mørke gør dansk flygtningedrama fra besættelsen til en frustrerende oplevelse.

Dreamworks rammer en for en sjælden gangs skyld ikke skiven med Trolls, der buldrer af sted i et galoperende tempo, som ikke kan skjule den tyndbenede historie.

Rugemorsdrama vil gerne være en iskold og erotisk thriller, men ender som en flad og fjollet omgang rod.

De kvindelige biroller løber med latterpokalen i påtaget komedie, som på trods af porno og stoffer er kedelig.

Det er tåkrummende og absurd, når Dirty Harry Qvortrup jagter og udstiller voksne mænd med alvorlige lolitakomplekser.

Et overflødighedshorn af effekter kan ikke skjule, at forsøget på at lave en slags Jaws til GoPro-generationen er mere komisk end uhyggeligt.

DC Comics har selvmorderisk valgt kvantitet frem for kvalitet i tonedøvt skurkebulder, hvis forsøg på fræk humor falder tungt til jorden.

Femte tur til den animerede isalder, der hverken er særligt morsom eller vild, placerer sig ubeslutsomt mellem børne- og voksenpublikummet.