Men in Black: International

Der er nogle film, som simpelthen skriger på en efterfølger. Men Men in Black er ikke en af dem.

I 1997 rekrutterede Tommy Lee Jones som Agent K en politimand i skikkelse af Will Smith som Agent J til at bekæmpe fjendtlige rumvæsner. Det skete i Barry Sonnenfelds første film om de sortklædte agenter.

Filmen fik en glimrende efterfølger i 2002, og filmserien blev afsluttet med Men in Black 3 i 2012.

Men produktionsselskabet Columbia Pictures har ikke kunnet lade det ende dér. Med Men in Black: International prøver de at lave et blødt reboot af serien. Nu med Tessa Thompson og Chris Hemsworth i hovedrollerne som de velklædte rumvæsenjægere.

Et sted undervejs i produktionen har de involverede helt glemt, hvad der gjorde filmserien så sjov til at begynde med. Væk er alle træk af b-film og camp, og dog til gengæld har vi fået en temmelig ordinær Hollywood-actionfilm.

Efter som barn at havde hjulpet et lille, nuttet rumvæsen med at flygte fra specialagenterne har Molly (Tessa Thompson) dedikeret hele sit liv til at blive en agent for den hemmelige organisation Men in Black. Da hun kommer på sporet af et rumskib, som er landet på Jorden, griber hun chancen og sniger sig med overraskende lethed ind på MiB’s hovedkvarter.

Hun bliver optaget på prøve under kodenavnet Agent M og sendes straks til London, hvor hun ender på opgave sammen med den festglade Agent H (Chris Hemsworth). Intet går selvfølgelig som planlagt, og hvad der skulle være en simpel opgave, udvikler sig hurtigt til en potentiel trussel for selve kloden. Mystiske rumvæsner er på jagt efter et våben med kraft til at ødelægge hele planeter.

Tessa Thompson og Chris Hemsworth virker på papiret som gode arvtager for Tommy Lee Jones og Will Smith. Som Valkyrie og Thor i Thor: Ragnarok fra 2017 udviste de glimrende kemi og god komisk timing sammen. Men den kemi er i Men in Black: International forduftet som dug for solen.

Det er en skam, da især Chris Hemsworth flere gange har vist sig god i komedier, hvor han balancerer det selvfede og sympatiske med knivskarp timing. Denne gang er han af uransagelige årsager gjort til en usædvanligt arrogant og inkompetent James Bond-wannabe, blottet for al charme. Og så gør filmen også sig selv den bjørnetjeneste at lave en joke med Thors hammer, som minder publikum om langt bedre filmoplevelser.

Meget bedre står det ikke til for Tessa Thompson, der arbejder med alle de mest fortærskede stereotyper omkring stærke kvinder i moderne film. Det er tydeligt, at folkene bag har forsøgt at indsprøjte noget feminisme i Men in Black-universet. Det skulle de helst havde ladet være med. For det er gjort så gumpetungt, at selv dem allerbagerst i salen ikke kan undgå at misse det.

Værst er det, når Tessa Thompson sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor det hedder ”Men” og ikke ”Women in Black”. Derved glemmer filmen helt idéen bag sit eget koncept. Navnet ”Men in Black” stammer nemlig fra en konspirationsteori om mystiske, sortklædte mænd, der dukker op i forbindelse med rumskibsobservationer.

Det fascinerende ved filmens forgængere var idéen om et univers, der er skjult lige for øjnene af os. Men her er også det koncept kasseret og udskiftet med ret intetsigende actionscener i den marokkanske by Marrakesh og storbyen London.

Det er faktisk kun i designet af de mange rumvæsner, at der stadig er en smule kreativitet at spore. Det er til gengæld også så sjovt og sprudlende, at skal man se filmen for én ting, så er det konceptdesignet.

Mindre godt fungerer de mange trættende og ligegyldige hints til de tidligere film med mopsen Frank og kakerlak-drengene.