Shazam!

Vi bliver i øjeblikket oversvømmet af den ene superheltefilm efter den anden. 

I december kom DC’s fiskemand på banen i den halvsløje Aquaman, mens Marvel gør klar til et tre timer langt actionbrag i Avengers: Endgame, som har premiere senere på måneden. 

I dette væld af superhelte-fortællinger skal DC’s seneste bud Shazam! ikke ligefrem betragtes som en sværvægter, og den vil nok hurtigt ryge i glemmekassen. 

Fjortenårige Billy (Asher Angel) er blevet kastet rundt til forskellige plejefamilier, efter han i en ung alder blev væk fra sin mor. Ingen steder er han faldet til, og desperat forsøger han at opsøge sin biologiske mor og finde hjem. 

Han placeres imidlertid hos en livlig og kærlig plejefamilie med fem søskende, og en dag ændres hans liv, da han opsøges af en gammel troldmand, der leder efter en person med et rent hjerte. Billy skal gøres til forkæmper mod mørke kræfter og de syv dødssynder, repræsenteret af skurken Dr. Sivana. 

Vantro og modvilligt accepterer Billy, og ved at sige ordet ”Shazam” kan han pludselig skifte mellem at være dreng og en fuldvoksen superhelt i en stramtsiddende, rød heldragt (Zachary Levi). 

Det hjertevarme emne om familie, sammenhold og tilhørsforhold er et af filmens stærkeste elementer, og der er et charmerende samspil mellem børnene. Særligt Asher Angel og Jack Dylan Grazer har i rollerne som Billy og plejefamilie-broren Freddy fantastisk, god kemi. 

Freddy er en ekstrem superheltenørd, som forsøger at hjælpe Billy med at lære sine kræfter at kende, og Freddy er bestemt et af filmens lyspunkter. Med levende mimik plaprer han løs om sin superhelteviden og blærer sig med at have studeret alle superheltenes kampteknikker uden nogen fornemmelse af, om de tilhørende er interesserede. 

Også Asher Angel gør det godt som Billy, og gennem store øjne formår han at indkapsle Billys sorg og behov for at høre til.

Filmens problem er dog, at der simpelthen er for stor forskel på personligheden hos børneudgaven af Billy og den voksen-superhelt, som han transformerer sig til.

Det er forstyrrende og gør det svært følelsesmæssigt at engagere sig, når den mutte dreng med det triste ansigtsudtryk forvandler sig til en overgearet og energisk superhelt. Godt nok kan Billy også til tider være en smule kæk, men kontrasten bliver simpelthen for stor, når Zachary Levi som voksenudgaven overspiller på alle parametre med øjne, der er ved at poppe ud af hovedet, en stemme, som tangerer det hysteriske, og et ansigt, som kan lægges i en milliard folder.

Og når han også kaster sig ud i den åndssvage børnedans med navnet ”floss”, føler man sig uendeligt træt.

Shazam! er også meget ujævn i tonen. Man har forsøgt at skabe en humoristisk og uhøjtidelig stemning omkring superhelten, mens filmen tager sin skurk alt for alvorligt og ledsager ham med overdreven, dramatisk underlægningsmusik.

Stenfigurer, som repræsenterer de syv dødssynder, følger skurken, og med rødlysende øjne ligner de en ondskabsfuld udgave af gargoilerne fra Disneys Klokkeren fra Notre Dame. Det er ofte slemt, når dyr snakker i live action-film. Bedre bliver det ikke med stenstøtter. De er mere platte end uhyggelige, og deres dybe stemmer bliver ufrivilligt komiske.

Der er dog også enkelte, velfungerende komiske øjeblikke – som den lille reference, da Billy som superhelt i et narcissistisk øjeblik laver et lynshow til Eye of the Tiger på trappen i Philadelphia, der er kendt fra Rocky-filmene. Og det er også svært ikke at trække på smilebåndet, når han vader rundt i bybilledet i den stramsiddende dragt med tilhørende hvid kappe med guldkant og guldstøvler.

Men det meste af tiden føles filmen bare lang i spyttet. Kampscenerne gentager sig selv. Superhelten og hans fjender flyver, slås og smadrer ind i alt, der er i nærheden. Og så starter de forfra.

Shazam! føles som den talentløse bror, som også vil være med på superheltebølgen.