Anmeldelser

Det er skønt tv, når man som helt almindeligt menneske får indblik i, hvordan andre helt almindelige menneskers liv ser helt almindelige ud.

Horrorfilm om en forsvunden børneflok byder på stærke karakterer, et uforudsigeligt plot, tematisk dybde og virkelig effektiv uhygge.

Man får lyst til at bytte krop med en af de medvirkende i efterfølgeren til ikonisk 00’er-film – den virker til at have været langt sjovere at lave end at se.

Der er en giftig dynamik mellem Dave Franco og Alison Brie i grotesk og galgenhumoristisk body horror, der blotlægger sprækkerne i et fastfrosset forhold.

En patologisk pleaser vender efter hypnoseterapi sin indgroede underdanighed til social sabotage i en forunderlig parodi på privilegerede storbysvenskere.

Hverdagens små gøremål står i vejen for billedhuggeren i Kelly Reichardts lavmælte og såre menneskelige komedie om den ofte frustrerende afstand mellem ambition og virkelighed.

Kelly Reichardt skildrer almindelig menneskelig uformåen, når hun på mesterlig vis dekonstruerer kupfilmen med en ubarberet antihelt.

Jason Momoas passionsprojekt er med et ordentligt budget, en drønflot billedside og autentiske Hawaii-kulisser guf for historieinteresserede, der er trætte af de fortærskede, europæiske middelalderfortællinger.

Liam Neeson og Pamela Anderson har det sjovt i nostalgisk krimi/action-parodi, men selv med masser af absurditet mangler filmen komisk bid.

En smuk film om incest lyder paradoksalt, men kompromisløse Jeppe Rønde udforsker kærlighedens fænomen på sin egen grænsesprængende og terapeutiske facon.

Afrikas vigtigste instruktør sætter fokus på migrationen mod øst, men der mangler gnist i den romance, der skal forbinde to kulturer.

Tysk instruktør behandler forbløffende modigt og modent det mest tabuiserede emne i debutspillefilm, der vandt sommerfestivalen CPH Headliner Film Festival.

En ny pigebande lokker Hr. Ulv og hans banditter til et sidste job, og det er fortalt med gakket humor a la Monty Python og blændende visuel opfindsomhed.

TV’s stærkeste science fiction-franchise balancerer elegant mellem selvironi og skarpe samfundskommentarer – og rører seeren dybt med håbet om en bedre fremtid.

Adam Sandlers tumpede slapstick og den trygge genkendelighed underholder mildt, men konceptet er ikke stærkt nok til en opfølger.

Bille August er konfliktsky, men er det ikke med samme ”k” som i kalkulerende og kynisk? Femte bog om instruktøren mangler den analyse, der kunne gøre os klogere på hans liv og karriere.