200% ulv

Den pink puddelhund Freddy – eller Fred Lupin, som han egentlig hedder – er født som det sorte får i en flok af varulve. Han er så ked af, at han ikke kan forvandle sig til en ægte varulv ligesom sin store far og resten af varulvesjakket. 

Men så møder han Månepus, en måneånd, som – lidt ved en begynderfejl – forvandler ham til de 200% ulv, der angives i titlen. 

Og så er alt godt. 

Bortset fra, at Månepus også har en bagside. For den supernuttede måneånd kan også rumme jordånd. Og jordånd er, må vi forstå, ondskaben selv. 

Nogle plots lyder simpelthen for dumme, men i dette tilfælde skal man ikke lade sig narre af alt det udvendige. Det tilsyneladende latterlige plot er nemlig i virkeligheden enormt godt skruet sammen. 

Sagen er, at historien holder 100 % som en slags udviklings- og modningsfortælling. Det er en sød udfoldelse af fortællingen om personlig vækst, voksende selvværd og mod på livet. Noget, alle kan bruge, ikke mindst børn, der er lidt usikre. Og hvem er ikke det, når man er de syv år, som censuren anbefaler? 

200% ulv holder ikke bare som moderne eventyr, den holder også de smås opmærksomhed fanget. Der er stille under filmen, og der leves ivrigt med – ulvehyl inklusive. 

Filmen er en toer, der ikke overraskende følger efter spillefilmen 100% ulv, der havde dansk premiere i 2021. Filmen var, som også toeren, lavet af et australsk filmhold, og sloganet for opfølgeren er ret sødt: ”Fordi 100 % ikke er nok!” 

Historien minder på nogle måder om den første film, hvor Freddy også drømmer om at blive ulv, men i stedet bliver den noget ufarlige puddel, han er i toeren. 

Moralen er, at det er godt nok at være den, man er. I toeren bliver det tilsat endnu et lag, fordi den unge puddel skal prøve at indgyde sine omgivelser respekt. Men hvordan gør en skødehund dét?

Der er virkelig mange gode takter i filmen. Den er grafisk vellykket og helstøbt, animationerne er sømløse, og skuespillet fra blandt andre Oliver Due, Lise Baastrup, Jesper Voetmann og Daniel Vognstrup er vellykket, sine steder endda rigtig godt. 

Lydsiden er virkelig sjov med ret gakkede indslag af gamle diskohits og med en samlet musikalsk profil, der sine steder hælder hen ad den inklusionsfest, som Eurovision og prideparader er blevet til. Det gør det hele endnu mere syret og egentlig ret underholdende. 

Kun et sted ærgrer man sig, da en titelsang ikke er oversat og indspillet med de gode danske skuespillere. Det virker som en spareøvelse. 

Det åndelige materiale er interessant, fordi der blandes alle hånde mytologier sammen. Folkloristikkens varulve-idé blandes med både andre former for overtro – for eksempel hekse og trolddomskunster – men også med en slags animistisk religiøsitet, hvor ånder i ting og sager faktisk får en betydning. 

Sat ind i et hæsblæsende temporidt i en kamp imod et stopur bliver det hele til en temmelig vellykket børne-thriller. 

Der er desuden et element af ensemblefilm i det lille børneværk. Personkredsen, som så er en hundekreds, rummer både en pligtopfyldende førerhund, en kæledægge og en dum boldhenter. 

Og de fylder alle pladser ud i fortællingen omkring vores hovedperson og hans udvikling. Samtidig er heksen en ret kulørt størrelse, der på sin vis opdrager den unge mand, så det hele ikke bliver alt for uhyggeligt.