Brutalitetens fremmarch

Jeg er på inspirationsrejse til Østeuropa. Rejser rundt fra by til by og nyder at se verden fra et togvindue. Tid til refleksion.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg flere gange har overvejet at stoppe som blogger på Ekko. Jeg synes ikke, at tonen i bloggene på siden har været i tråd med, hvordan jeg synes, at man skal føre en diskussion med hinanden og med hinandens faggrupper.

Respekten for andres arbejde og synspunkter har befundet sig et underligt sted.

Da jeg i sin tid fik tilbuddet om at blive blogger på Ekko, var det, fordi jeg i et svar på et indlæg kundgjorde, at der måtte være en vej ud af excelarket.

Eller sagt på en anden måde: Når man fører en diskussion udelukkende på baggrund af tal, tænker man bagud, slår sig selv i hovedet og konstaterer, at sådan var det.

Man kan ikke forudsige noget sikkert med tal i en verden som filmverdenen, hvor meget kan regnes ud, men hvor den dyrebareste ingrediens – uforudsigeligheden – ikke kan stilles op i en ligning.

Og hvor man efter min mening kommer meget længere med lidt sund fornuft og kærlighed til filmen/mediet. Hvis inspiration, undersøgelse og talent udelukkende bliver set i forhold til tal (publikum og indtjening), ender vi et trist sted.

I øvrigt er denne diskussion ikke entydig.

En billig film behøver ikke et astronomisk publikumsantal for at tjene sig hjem. Hvis en film tjener sig hjem og mere til, må det vel siges at være en god forretning. Og en indtjening er vel den samlede sum fra alle tilgængelige platforme.

Når jeg stadig skriver min blog på Ekkos side, er det, fordi det tvinger mig til at tænke på mit fag, til at analysere og følge nysgerrigt med, så jeg kan videregive nogle af mine observationer.

Men også fordi jeg via min performance som blogger får en fornemmelse af, hvordan medievirkeligheden fungerer: Bliver din stemme hørt, hvem responderer, bliver du negligeret? Og på det personlige plan: Hvordan reagerer du på modstand, ydmygelser eller ros?

Det særlige ved at være blogger i forhold til at være tilgængelig på Facebook og så videre er, at man ikke selv inviterer sine gæster ind, ej heller kan man blokere folk. Man må tage alle henvendelser i stiv arm.

Det kan nogle gange være svært at afgøre, om et indlæg kommer fra en privatperson eller en interesseorganisation. I disse situationer kan man godt føle, at ens blog bliver kapret. Man føler sig manipuleret med, og så er det frustrerende at være blogger.

På nettet er der mange enmands hære.

De hopper fra Facebook over blogs til aviser og sprøjter en maskingeværssalve af fasttømrede meninger ud over os. Vi bliver taget som gidsler.

De, der råber højst, taler grimmest, kommer med de mest uhyrlige påstande, bliver hørt og siver videre ind i de officielle medier og bliver en del af vores virkelighed, vores beslutningsgrundlag.

Det er nye tider. Og man har i mange tilfælde lyst til at holde sig langt væk.

Det har været mine overvejelser, når jeg har haft lyst til at springe fra. Men der er brug for folk, som skriver op imod den brutale tone. Det er vigtigt ikke at lade sig skræmme. Den grove tone skal ikke hindre os i at give vores besyv med i den offentlige debat.

Det skal ikke være hver mand/kvinde på sin tømmerflåde med hver sin megafon. Vi vil erobre dialogen tilbage.

Derfor sidder jeg stadig her i toget på vej hjemad og skriver på min blog.