Lavbudget redder dansk film
De vinder priser på de store festivaler, og de vinder publikum i biografen, på tv og de digitale platforme. Det er lavbudgetfilmene, der har fundet løsningen på dansk films selvskabte, håbløse krise.
Den traditionelle filmproduktion og -branche har haft åndenød med dårlige og dyre produktioner, der ikke ville noget hverken kunstnerisk eller kommercielt. Det grundlag blev skabt under filmaftalen 2014-2018, der på en god dag bedst huskes for: konsulenter, der skred, nærmest før de var ansat; en Don Quijotes vindmøllekamp om skjult fiskegrej, anonyme angivelser for at skade hinanden, et helt Filminstitut, der blev erklæret inhabil på grund af en swingerklub, en illusion af tiltag for at få ligestilling for kvinder i filmbranchen.
Med andre ord et filmforlig, der vil gå over i dansk filmhistorie som den største fiasko i nyere tid for dansk film, hvis ikke det var for en hær af kæmpende, idealistiske filmfolk, der tog kampen op, da lavbudget blev til lov.
Når politikerne skal se tilbage på, hvad de satte i gang, kan de klappe sig selv på skuldrene. I filmforliget 2014-2018 blev New Danish Screen flyttet fra at være kortfilmens primusmotor til at være motoren for de nye spillefilmtalenter. Lavbudgetfilmen blev sat i system som en del af filmforliget.
Disse film har ikke bare bevist deres kunstneriske og kommercielle berettigelse, men også skabt et håb for dansk films fremtid.
Lavbudgetfilmene har også bevist, at mindst halvdelen af danske film kan laves for langt mindre budgetter, end de faktisk gør. Enorme summer går til spilde og ender ikke oppe på lærredet, fordi de ikke er underlagt de samme stramme budgetgrænser, som lavbudgetfilmene har måtte kæmpe med, men som dog er en grænse, der har resulteret i en enorm kreativitet for at fortælle historier.
Der har været en forældet og tilbageskuende snak om, at der skal laves færre film, for at der kan blive råd til de store dramaer.
Men lavbudgetfilmenes succes kunstnerisk og kommercielt har vist, at der skal laves mange film, så dem, der betaler – de danske skatteydere – kan få glæde af dansk film både i biografen, på tv og de digitale medier. Lavbudgetfilmenes lave omkostninger og dermed tilsvarende lave støttebehov giver nemlig plads til at give store støtter til de store dramaer.
Lavbudgetfilmene har samtidig sat en stopper for, at der bliver lavet film, som enhver kan se ikke har noget som helst kunstnerisk eller kommercielt formål andet end at tjene penge på at lave dem.
Med andre ord, har lavbudgetfilmen sat ”støtte under ansvar” på dagsordenen, når der skal forhandles et nyt forlig.
Tak for det!
