To som elsker hinanden
Jacques Demys Pigen med paraplyerner er en af filmhistoriens største genistreger. Peter Schepelern præsenterer sin yndlingsfilm i Cinemateket med Ekko som medarrangør.
1960’erne var en fantastisk tid, hvilket det efterhånden noget aldrende segment, som oplevede perioden, sikkert kan bekræfte.
Der var ungdom og kraft og vilde ideer. Så vidt jeg husker. Og ikke mindst skete der noget i europæisk film.
Det var her, et nybrud af ung, fabulerende filmkunst ret pludseligt blomstrerede frem. Først og fremmest anført af la nouvelle vague, den franske nybølge, som skyllede forfriskende hen over verdensfilmen i de år.
Dedikation fra Deneuve
Instruktørheltene, der satte en ny dagsorden for filmmediet, var især den humanistiske François Truffaut, den politiske Jean-Luc Godard og den intellektuelle Alain Resnais.
Det var uafviselig filmkunst med international gennemslagskraft.
Og hvis man som den, der skriver disse linjer, er så umanerligt heldig at eje en Dior-paraply med personlig dedikation fra Catherine Deneuve (heldigvis skrevet med vandfast speedmarker), ja, så er der ingen tvivl:
Pigen med paraplyerne fra 1964 var nybølgens skønneste værk, en af filmhistoriens eksklusive genistreger, fuld af subtil kunstfærdighed og samtidig så enkel som en kærlighedserklæring.
Opera i bilværkstedet
Historien drejer sig om Geneviève, der arbejder i sin mors paraplyforretning i Cherbourg og elsker Guy, som er bilmekaniker.
Det er den store kærlighed, men desværre bliver han indkaldt til to års militærtjeneste. Det er under Algier-krigen i 1950’erne, så det er ikke det rene sjov. Det er en enkel historie om den eneste ene – og den eneste anden.
Vi er på bilværkstedet i åbningsscenen. ”Er den færdig?” spørger kunden. ”Ja,” svarer mekanikeren, ”motoren hakker lidt, når den er kold, men det er normalt!”
Det chokerende er, at det synges: Opera i bilværkstedet!
For det mest påfaldende ved Pigen med paraplyerne er, at det er en filmopera. Det er ikke en musical, for der er ingen talt dialog, ingen dans. Det er heller ikke en operafilm – sådan som diverse filmudgaver af Carmen og La Bohème.
Pigen med paraplyerne er en gennemkomponeret opera, hvor alt synges, komponeret direkte for film, lidt af et unikum både i film- og operahistorien. Det er en popopera, kunne man sige, for Michel Legrands musik er melankolsk smægtende melodier med et touch af jazz, 60’er-pop i sart verdensklasse.
Gensyn og afklaring
Filmen leger selvironisk med sin genre, når en af mekanikerne i omklædningsrummet markerer sin modvilje mod opera: ”Jeg bliver dårlig af alt det syngeri,” erklærer han – på sang!
Det er en film, der henvender sig til dem, der ikke ”bliver dårlig af alt det syngeri”. Det skal indrømmes.
Men dem venter der til gengæld en oplevelse af de store. Afrejse og ventetid. Gensyn og afklaring. Livets store banaliteter, sublimeret til frydefuld kunst i sang og farver. Hvad mere kan man ønske sig?
Filmuniversitetet
Hver måned præsenterer Cinemateket og Ekko et filmhistorisk værk.
Værkerne bliver på skift præsenteret af Ekkos medredaktør Peter Schepelern og cand.mag. Peter Skovfoged Laursen.
Pigen med paraplyerne vises lørdag 25. februar kl. 16 i Cinemateket.
Ekkos abonnenter tilbydes medlemspris.
