Bag hvert penselstrøg anes galskaben

Blue Velvet er et af de få filmværker i 1980’erne, der gjorde mediet farligt og uforudsigeligt.

Instruktør David Lynch var med sin forrige film – det mislykkede sci-fi-drama Dune – endt i en blindgyde, og med kniven for struben skabte han en film, som er lige så fløjlsblød på overfladen, som den er brutalt sammensat nedenunder.

Dean Stockwell, der iført makeup og cigaretrør og med svajende hofter mimer sig gennem Roy Orbisons romantiske ballade In Dreams. Det er en grotesk pervertering af en af Orbisons smukkeste sange. Den bliver knust til et vrangbillede af sig selv for at genopstå med fornyet kraft.

Det er netop denne knuste skønhed, som gør Blue Velvet til noget særligt.

Krimi-mysteriet
I Blue Velvet fandt David Lynch frem til den særlige tone og struktur, som skulle blive skelettet i mange af hans følgende film samt tv-serien Twin Peaks.

Som det ofte er tilfældet hos Lynch, starter filmen med et krimi-mysterium: opdagelsen af et betændt, afskåret øre. Men snart bliver de klassiske spørgsmål om hvem, hvorfor og hvordan afløst af et endnu større mysterium: selve filmen.

Som et van Gogh-maleri er Blue Velvet fyldt med skønhed, men bag hvert penselstrøg anes galskaben.

Normalitetens monster
Filmen er en rejse ned i den amerikanske lillebys underverden af forbudte seksuelle lyster og vold, hvor vores normale moralske og seksuelle holdepunkter er sat ude af spil.

På overfladen ligner det den klassiske kamp mod det onde i mennesket.

Men ved nærmere eftersyn er det en fortælling om, hvordan forbudte drifter som sadisme og masochisme ender med at skabe et monster (frygtindgydende spillet af Dennis Hopper), når samfundet nægter at erkende dem som en naturlig del af den menneskelige psyke.

Skuespilleren Isabella Rossellini sagde i sin tid, at Blue Velvet var nærmere en sensation end en historie. Her tredive år senere er sensationen ikke blevet mindre.