Sådan kannibaliserer store medier de små

I søndags bragte Ekko et eksklusivt interview med lederne af det aarhusianske selskab Deluca Film, der har været igennem to konkurser.

For første gang siden den seneste konkurs tog Morten Rasmussen og Poul Vogelius bladet fra munden og rettede en hård kritik mod DR.

De mener, at DR bærer et væsentligt ansvar for selskabets kollaps ved at trække en dokumentarproduktion i langdrag og løbende stille nye krav. Og Rasmussen understregede, at også andre eksterne dokumentarer er ramt af DR’s ængstelige tilgang efter skandalen omkring Grønlands hvide guld.

Vi indhentede naturligvis også et svar fra DR’s redaktør Kasper Krogh på de opsigtsvækkende udtalelser.

Det er den type historie, man forventer vil afføde citathistorier i andre medier – især blandt dem, der gennem årene har dækket sagen tæt. Men hele mandagen var der stille, næsten mistænkeligt stille. Som om Ekkos artikel slet ikke fandtes.

Kopi bliver til original
Forklaringen kom tirsdag morgen.

I stedet for at citere Ekko valgte Dag Holmstad fra MediaWatch en anden metode. Han kontaktede selv Morten Rasmussen og fik ham til at gentage stort set de samme pointer, som han allerede havde fremsat i vores interview. Det samme gjorde man med DR og Kasper Krogh. Poul Vogelius lykkedes det øjensynligt ikke at få fat i.

Resultatet er en artikel, der fremstår som en selvstændig MediaWatch-historie, selv om den i realiteten bygger på de interviews, Ekko har lavet. Og man har udført øvelsen med en vis finesse.

Helt at undlade at nævne Ekko ville være for åbenlyst, så vores artikel bliver diskret linket som kilde til den oplysning, at den omtalte dokumentar hedder Danser med djævlen.

Hvis man ikke klikker på linket, får man det indtryk, at Morten Rasmussen retter sin kritik mod DR i et interview med MediaWatch – og ikke med Ekko.

Og så sker det uundgåelige.

En tredje journalist, Anna Sol Jørgensen fra Journalisten, læser MediaWatchs artikel og skriver en citathistorie på baggrund af den uden at nævne Ekko. Og vupti: Ekko er forsvundet ud af ligningen, mens kopien er blevet til originalen!

Halvhjertede beklagelser
Det er ikke første gang. Det er heller ikke anden eller tredje gang. Det er sket igen og igen, og hver gang reagerer de store medier med en blanding af halvhjertede beklagelser, kreative bortforklaringer og blanke afvisninger af, at de har kannibaliseret på et mindre medies journalistiske arbejde.

MediaWatch svarer med lidt af det hele, da vi klager til mediet.

”Det er ikke en ny ting, at der opstår dobbeltdækning, når flere medier dækker samme sag og jagter de samme kilder,” skriver MediaWatch-redaktør Julie Mia Fogde.

”Derfor mener jeg ikke, det er fair at skrive, at vi skulle kannibalisere på Ekko som medie, eftersom det er en sag, vi i mindst lige så høj grad har dækket og fulgt.”

Alligevel vælger redaktøren at tilføje en sætning om Ekkos dækning til artiklen, en lille gestus, som ikke rigtigt batter noget.

Skaden er sket
Anna Sol Jørgensen fra Journalisten, der har fokus på netop presseetik og burde behandle dette grundlæggende problem, lægger sig umiddelbart fladt ned.

”Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke havde set jeres historie, da jeg skrev noten i går. I er krediteret nu,” skriver Anna Sol Jørgensen.

Men heller ikke efter rettelsen fremgår det klart af Journalistens citathistorie, at MediaWatch har trukket på Ekkos artikel uden at kreditere ordentligt.

Desuden er skaden for længst sket.

Folk har allerede læst historien, delt den og dannet sig et indtryk af, at nyheden kom fra MediaWatch. Og hvis Ritzau havde taget den op, ville man med garanti have citeret MediaWatch og sendt den til medier i hele landet.

Sådan forsvinder det medie, som faktisk fandt historien og lavede den, ud af fortællingen og bliver reduceret til en fodnote.

Splinten i eget øje
Det her sker oftest med fuldt overlæg, og mange mindre medier og freelancere har været udsat for det samme som Ekko.

Det handler om penge og prestige, og de store medier kannibaliserer de små af den simple grund, at de kan gøre det – uden nævneværdige konsekvenser. Selv Pressenævnet ville næppe tage en sådan sag op.

MediaWatch er ejet af JP/Politikens Hus, en af Danmarks største mediekoncerner med en årlig omsætning på omkring fire milliarder kroner og en betydelig egenkapital. Og vi har oplevet den samme kyniske praksis hos Berlingske Media, der har en omsætning på omkring en halv milliard kroner.

Et oplagt eksempel er Ekkos interview med Peter Aalbæk Jensen om hans holdning til Filmtaget i 2024, som Berlingske få uger efter fik ham til at gentage i et nyt interview uden at kreditere Ekko. Berlingskes daværende kulturredaktør Birgitte Borup afviste beskyldningen om kopi som ”helt uden belæg” og ”utilstedeligt”.

Jungleloven hersker i journalistbranchen, der ellers gerne ser sig selv som moralens vogter og ikke holder sig tilbage for at kritisere magthavere. Men splinten i eget øje ser man ikke.

Jeg oplevede det selv tidligt i karrieren.

I 1998 havde jeg som freelancer brugt måneder på at researche og skrive et større essay om pornoskuespilleren John Holmes i anledning af premieren på Paul Thomas Andersons Boogie Nights.

Jeg sendte artiklen til Politiken, hvis redaktør hurtigt ringede tilbage. Han var begejstret, men skulle først lige undersøge, om avisens egen journalist, Erik Jensen, var kommet for langt med en tilsvarende artikel. Det var han desværre, og derfor takkede avisen nej.

Få dage senere kunne jeg læse Jensens artikel i avisens filmtillæg. Den byggede tydeligvis på mit arbejde og rummede passager, der lå tæt op ad – i praksis næsten en plagiering. Jeg havde selv været rundt i videobutikker og fundet obskure John Holmes-film. Et par af titlerne var jeg kommet til at skrive forkert. De samme fejl optrådte i Politikens artikel.

Tilbage i skolegården
Jeg var dybt chokeret og klagede, men uden resultat.

Både redaktøren og Erik Jensen mente, at jeg så spøgelser. Først mange år senere indrømmede journalisten, at han havde fået stukket min artikel i hånden af redaktøren, og at han – under tidspres – havde brugt den som inspiration til sin egen tekst.

Oplevelsen fik mig til at indse, at jeg som freelancerskribent i Aarhus ikke havde en jordisk chance. Derfor flyttede jeg til København, hvor jeg blev filmanmelder på Information, senere redaktør på Ekko – og dermed selv en del af det miljø, jeg havde stået udenfor.

Men på trods af det må jeg i dag konstatere, at det stadig er de store, der tryner de små – ligesom i skolegården.