Dengang jeg var piccolo

Bedst husker jeg en kostbar ædelsten, som John Holmes med stor ildhu eftersøgte mellem en blondines skamlæber.

Det var i begyndelsen af 80’erne, og egentlig skulle jeg bare tjene nogle håndører, som kunne forsøde teenagetilværelsen i Hundige.

Min far havde en arbejdskollega, hvis bror ejede tre biografer. En af dem lå på Nørrebro og hed Colosseum. Her kunne man godt bruge en frisk, ung mand til at klippe billetter og lave forefaldende arbejde. 

For en knægt, der var opvokset i forstadens vinkelrette stisystemer, smagte navnet Colosseum af pomp og pragt.

Men det viste sig, at biografen på Jagtvej 65 – opført i 1924 som et luksuriøst filmpalæ med balkon, marmorsøjler og springvand i foyeren – havde mistet al fordums storhed.

Indgangen var ombygget til en grillbar, spillemaskiner havde erstattet springvandet, og den store sal var delt op i tre mindre sale, der sørgede for et kontant, men alsidigt repertoire af reprisefilm.

Nørrebroerne kunne vælge imellem en amerikansk storfilm i sal 1, en dansk familiefilm i sal 2 og hård porno i sal 3.

De danske familiefilm solgte flest billetter, men statistikken blev i nogen grad forpurret af, at flere publikummer købte billet til Far til fire blot for at snige over i pornosalen, der viste Lemmedaskerens liderlige lady.

For disse regnfrakkeklædte mænd var offentlighed – og fantasifulde danske titler – en forbandelse, og den diskrete hjemmevideo skulle snart blive deres foretrukne medium.

Det bredtfavnende repertoire var ikke uden risici. Som når en sal 3-trailer pludselig dukkede op i sal 2 til stor opstandelse for familierne med deres uskyldige poder. Selv morede jeg mig med at hente en ”vildfaren” gæst ud af pornosalens lumre liderlighed og venligt vise vedkommende vej til familiehyggen i sal 2, som han havde købt billet til.

Men for det meste var jeg travlt beskæftiget med at holde styr på den klike af unge ballademagere, der brugte biografen som værested. Øretæverne hang i luften, og når jeg iført piccolouniform trådte ind Colosseums store foyer, følte jeg mig som en gladiator, der blev kastet for løverne.

Der var langt hjem til Hundige.

I mine pauser foretrak jeg derfor at søge ly i biografens mørke, hvor jeg oplevede filmhistorien i brudstykker – aldrig mere end femten minutter ad gangen.

Jeg fik set havet dele sig i De ti bud og sæd løbe ud af en kvindes numsehul i min første privatdetektivfilm, men i en noget aparte udgave.

I Se sexglade blondiner spiller veludrustede John Holmes (”min penis er større end en mønttelefon, men mindre end en Cadillac”) privatdetektiven Johnny Wadd, pornofilmens pendant til Dashiell Hammetts hårdkogte Sam Spade.

Wadd får sex i lange baner, forfra, bagfra, oppefra, nedefra. Han får oven i købet løst mysteriet om den forsvundne juvel, som blondinen har skjult i sit allermest intime gemme.

Både Colosseum og John Holmes sang imidlertid på sidste vers.

Allerede året efter, i 1983, lukkede biografen, og fem år senere døde John Holmes i en alder af bare 43 år. I sin karrieres efterår blev han involveret i narko, alfonseri, kriminalitet og mord, men han døde af en typisk erhvervsskade, aids.

Adressen Jagtvej 65 huser i dag en nedslidt ALDI.