Nyhed
05. okt. 2021
Premierefilm på ny streamingtjeneste
De unge superstjerner Zendaya og Timothée Chalamet spiller hovedrollerne i den biografaktuelle storfilm Dune, som efter alt at dømme snart kan opleves i hjemmebiografen. Foto | Warner Bros.

Premierefilm på ny streamingtjeneste

Dune kan komme på HBO Max i slutningen af oktober. Abonnenter på tjenesten vil kunne se storfilm fra Warner Bros. blot 45 dage efter den danske biografpremiere.

Af Nicki Bruun og Claus Christensen

Den 26. oktober skifter streamingtjenesten HBO Nordic navn til HBO Max i Danmark. Dermed bliver en lang række film og serier for første gang samlet på den samme streamingtjeneste i Europa.

Og tjenesten melder sig i samme ombæring som hård konkurrent til landets biografer.

I en pressemeddelelse skriver HBO, at premierefilm fra Warner Bros. bliver tilgængelige på HBO Max blot 45 dage efter, de har haft dansk biografpremiere.

Det amerikanske filmselskab står blandt meget andet bag storfilmen Dune, der lige nu går i danske biografer. Den fik premiere 16. september, og dermed vil der kort efter lanceringen af HBO Max være gået de 45 dage.

Det tegner til en storslået premiere for HBO Max med Dune. HBO meddeler, at man ikke kan kommentere specifikt på Dune, før man er tættere på launchen af tjenesten.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Dune kommer på HBO Max i slutningen af oktober, svarer direktør Frederik Malling Juul i SF Studios, der distribuerer Warners’ film i Danmark:

”Noget kunne tyde på det, men jeg ved det ikke præcis.”

Vrede i filmbranchen
Det vakte vrede blandt en lang række aktører i filmbranchen, da det i slutningen af sidste år blev meldt ud, at alle film fra Warner Bros. i 2021 ville få premiere på HBO Max i USA simultant med biografpremieren.

Instruktører som Christopher Nolan og Denis Villeneuve, der har lavet henholdsvis Tenet og Dune for Warner Bros., var ude med skarp kritik af, at biografoplevelsen blev devalueret.

Nolan har endda forladt sit faste filmselskab for at lave sit næste projekt sammen med konkurrenten Universal.

Kampen om det såkaldte biografvindue – hvor længe biograferne eksklusivt kan vise film – har ikke været helt lige så intens herhjemme.

Dog er adskillige storfilm fra Warner Bros. og Disney, der ligeledes har forsøgt sig med simultane premierer på streamingtjenesten Disney+, blevet boykottet af de fleste af landets biografer.

Derfor er blandt andet Marvel-superheltefilmen Black Widow med Scarlett Johansson kun blevet vist i et begrænset antal biografer.

Før coronavirus havde biograferne premierefilm i en eksklusiv periode på tre-fire måneder.

Ifølge kilder har danske biografer forhandlet sig til en reduktion af filmlejen for Warner-film som følge af den afkortede eksklusivitetsperiode. Det er ikke lykkedes med Disney, og derfor fortsætter de danske biografers boykot af selskabets film.

Trailer: Dune

Relevante artikler

Biografanmeldelse
05. sep. 2021
Dune

Dune

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten