Dune

Det er en monumental bedrift, Denis Villeneuve har begået med Dune. 

Alejandro Jodorowsky knækkede halsen på en filmatisering af Frank Herberts sci-fi-klassiker i 70’erne. David Lynch gjorde det samme i 80’erne, selv om hans version fra 1984 er så formidabelt kitsch, at den nærmest er blevet en klassiker i egen ret. 

Men det lykkes faktisk Denis Villeneuve at omsætte den intrigante eventyrfortælling til en imposant og berusende film. Og det gør han med respekt for både det hyldede ophav og for et publikum, der har set brudstykker af Frank Herberts indflydelsesrige roman i så godt som alle sci-fi-film, siden den blev udgivet i 1965. 

Villeneuves Dune er tænkt som den første af to dele eller måske endda tre, som instruktøren har antydet på det seneste. Spilletiden på 155 minutter giver tid til fordybelse i historiens dystopisk-feudale fremtidsverden anno 10191. 

Menneskeheden har spredt sig til planeter overalt i universet i et vidtstrakt Imperium, hvis opretholdelse er afhængig af et mystisk, bevidsthedsudvidende krydderi. 

Man kan nok mærke, at historien stammer fra 60’erne! 

Krydderiet kan kun udvindes på ørkenplaneten Arrakis og det med livet som indsats. Enorme sandorme på størrelse med skyskrabere angriber alt, der bevæger sig på sandet. Og planetens indfødte – Fremen-folket – fører krig mod den brutale og vulgære Harkonnen-familie, der indtil nu har regeret med hård hånd. 

Men nu har Kejseren befalet, at Atreides-familien skal tage over. Grev Leto Atreides, der spilles af Oscar Isaac med gråsprængt skæg, styrke og sårbarhed, aner nok en fælde. Men han kan ikke gøre andet end at acceptere beslutningen. 

Han søn Paul er resultatet af et årtusinder langt avlsprogram af den skyggefulde sekt Bene Gesserit, som hans mor tilhører. Målet er at frembringe den sagnomspundne Kwisatz Haderach, der vil indvarsle en ny tidsalder. 

Frelsermyter gennemstrømmer Dune. 

Fremen-folket udpeger tidligt Paul til at være deres sagnomspundne frelser – en profeti, der i virkeligheden er plantet af Bene Gesserit-sekten århundreder forinden. Og Paul Atreides plages af gådefulde drømmesyner af sin families forfald og af en blodig religiøs krig, der vil hærge gennem universet i hans navn. 

Sabotage og forræderi venter Atreides-familien. Harkonnen-familien, med Stellan Skarsgaards groteske Baron i spidsen, har gjort alt for at forpurre deres overtagelse af planeten Caladan. 

Og ørkenfolket med deres lysende blå øjne, en sideeffekt af krydderiafhængighed, venter tålmodigt derude. ”Hvem bliver vores næste undertrykker?” spørger Fremen-kvinden Chani i en indledende voice-over, der sætter fingeren på filmens tematik om kolonialisme. 

Denis Villeneuves vision er Dune som barok brutalisme: gigantiske rumskibe, der svæver som bremsede kometer over livsfjendtlige fremtidsbyer og odiøse interiører, der hæver sig i det uendelige som betonkatedraler. 

Fotograf Greig Fraser har ikke helt samme øje for bjergtagende kompositioner som Roger Deakins, der samarbejdede med Villeneuve på Prisoners, Sicario og ikke mindst Blade Runner 2049. Men Frasers billeder har en ophøjet, ikke så lidt fascistisk grandiositet. 

Ikke overraskende gælder det samme Hans Zimmers musik. 

Der er en kold renhed over filmens design, der ligger i klar forlængelse af Villeneuves tidligere sci fi-film: Arrival og Blade Runner 2049. 

Men billederne er også så gigantisk storladne, at det kan være svært at få øje på de menneskelige skæbner fanget i den galaktiske realpolitik. 

Manuskriptet holder sig troskyldigt til Frank Herberts skelet, men springer i sin hast for at nå frem til næste vendepunkt mange psykologiske mellemregninger over. 

Det er muligt, at det stjernespækkede cast er blandt branchens mest talentfulde skuespillere, men dialogen er enormt funktionel, et pragmatisk bindeled fra den ene scene til den næste. 

Man savner nogen at identificere sig med, og beslutningen om at flytte hovedparten af Pauls historie over i film nummer to betyder også, at hovedpersonen aldrig rigtigt når at træde i karakter. 

Oscar Isaac, Josh Brolin, Jason Momoa og måske især Stellan Skarsgaard formår dog at gøre rigtigt meget med lidt. Rebecca Ferguson er stålsat som Grev Letos konkubine Jessica, mens den fremstormende Zendaya udelukkende optræder som reklame for historiens endnu uafklarede anden del i rollen som Chani, Pauls fremtidige livsledsager. 

Timothée Chalamet er tidens mest talentfulde unge skuespiller, og der er en uanet kompleksitet i Paul, som tidligere filmatiseringer kun har strejfet. 

Det er også derfor, filmen kun føles som en betinget succes. Man må håbe, at nok biografgængere fatter interesse for Denis Villeneuves rumepos for voksne. Selv omtaler han filmen som en forret før hovedmåltidet. 

Det tror man gerne. Men hvilken kok serverer en forret, før han ved, om han kan levere resten af middagen? 

Der ligger et enormt potentiale i Denis Villeneuves storslåede vision om et rumepos for voksne, og det er slet ikke umuligt, at han stadig kan nå at indfri det.