Forrygende kærlighedserklæring til Hollywood

Der er 21 film i hovedkonkurrencen på årets filmfestival, men det er ingen overdrivelse at sige, at én film på forhånd har overskygget alle de andre.

For præcis 25 år siden fik Quentin Tarantino sit store gennembrud i Cannes med genistregen Pulp Fiction, der blev belønnet med Guldpalmen, og forventningerne til hans niende spillefilm har været enorme.

Flere timer før filmens pressevisning, begyndte anmelderne at stille sig op i køen foran Salle Debussy.

Forventningsbuen blev spændt til bristepunktet, da festivalens moderator inden visningen gik på scenen og oplæste en indtrængende anmodning fra instruktøren om ikke at afsløre noget i handlingen, som kan ødelægge oplevelsen for alle dem, der først kan se filmen, når den får premiere i juli i USA og august i Danmark.

Det vil vi naturligvis respektere, men vi kan godt afsløre, at filmen er en forrygende kærlighedserklæring til slut-60’ernes Hollywood, som Quentin Tarantino fylder med komik, blodig action og en rørende slutning, der sparker røv!

Sharon Tate som dansk spion
I centrum for Once Upon a Time in Hollywood står makkerparret Rick Dalton og Cliff Booth, der spilles med karisma i spandevis af henholdsvis Leonardo DiCaprio og Brad Pitt.

DiCaprios forhenværende tv-stjerne kæmper med karrieren og bliver konstant castet til skurkeroller i skamløst underholdende western-produktioner.

Som et fascinerende greb ser vi ikke Hollywood-optagelser præsenteret med lys, kamera, action og en instruktør, der render rundt på settet. I stedet bliver vi suget direkte ind i scenerne, hvor Rick kæmper med at huske replikkerne, der er akkurat så meta-morsomme, som man kunne forvente fra Tarantinos hånd.

Og så er tårerne i DiCaprios øjne, når Rick får at vide af en lille pige, at han lige har præsteret det bedste skuespil, hun nogensinde har set, slet og ret rørende.

Brad Pitt er hans stuntmand Cliff, der havde været en sørgelig skikkelse, hvis ikke han var så pokkers charmerende. Cliff leverer komik for alle pengene, når han indleder et venskabeligt slagsmål med selveste Bruce Lee – og vinder! – og så er hans lange scene ude på Charles Manson-familiens ranch et af filmens mange højdepunkter.

Margot Robbie spiller Sharon Tate som en ubekymret skønhed, der går i biografen og ser sig selv på det store lærred om dagen og danser løs i Playboy Mansion om natten.

Hun får ikke meget tid i den 160 minutter lange film, men man forelsker sig fuldkommen i Robbies søde kvinde, der går ud og køber en bog til sin mand Roman Polanski, som må leve med at få et par satiriske kommentarer om at være polsk og lavstammet.

Det er også både rørende og morsomt, når hun går i biografen og ser The Wrecking Crew, hvor hun spiller en dansk spion, der skal hjælpe en agent (Dean Martin) på mission på vores breddegrader og falder over sine egne ben, mens hun siger: ”Velkommen til Danmark!”

Et hip til hippierne
Once Upon a Time in Hollywood er først og fremmest et suverænt tidsbillede af Hollywood i 60’erne med et vidunderligt soundtrack, der byder på nogle af tidens store hits – fra Simon & Garfunkels Mrs. Robinson over California Dreamin’ til The Beach Boys’ Surfs Up.

Tarantino fanger zeitgeisten med drive-in-biografer, hippier, hedonistiske fester og et intimt Hollywood, hvor instruktøren fører os ind i sin barndoms fascination af kulørt underholdning.

Filmen er fyldt med direkte og indirekte referencer til tidens popkultur. Der hviler en ånd af frigjorthed over Los Angeles, men forude truer uskyldstabet i form af Manson-klanens vanvittige mordtogt, der i virkeligheden kostede den gravide Sharon Tate livet.

Tarantino har undervejs stikpiller til hippiernes frie kærlighed og naive tanker om verdensfred.

Once Upon a Time in Hollywood har ikke meget plot og karakterudvikling. Men Tarantino er tilbage med den samme energi og lystfyldte begejstring, som for 25 år siden fik verden til at spærre øjnene op for Pulp Fiction.