Nye tider i Cannes

Det er nye tider.

Vi må ikke længere tage selfies, når vi går op ad den røde løber. Vi er kommet for at se film, ikke for at se os selv, siger Cannes-lederen Thierry Frémaux.

Det kan man jo kun være enig i, men hvorfor dog gøre noget så tilforladeligt som en selfie til en mærkesag, der håndhæves med trusler om bortvisning fra festivalen?

Vi må heller ikke se film ved særlige pressevisninger før den store gallavisning i Grand Théâtre Lumière. Sure anmeldelser skal ikke flyde i cyberspace og ødelægge den gode stemning, når Frémaux byder filmstjernerne velkommen med kindkys og krammere.

I stedet foregår pressevisningen samtidig med gallapremieren. Men naturligvis er vi kritikere og journalister ikke inviteret med i Grand Théâtre Lumière. Vi er stuvet af vejen i en mindre sal, hvor vi sidder og kigger op på det store lærred, der viser live-billeder fra den røde løber femogtyve meter væk.

Symbolikken er til at tage og føle på.

Vi ikke særligt pæne mennesker er i en meget lang halv time tvangsindlagt til at glo på nogle ekstremt pæne mennesker spankulere op ad den røde løber.

Eneste oplivende øjeblik opstår, da en dame på vej op ad trapperne snubler i den lange kjole og falder, så lang hun er. Den slags varmer, når man befinder sig nederst i hierarkiet.

Hæsblæsende billetjagt
Jeg kan sagtens forstå, at filmskaberne ikke bryder sig om at få deres film skudt i sænk, mens de er ved at iføre sig kjole og hvidt. Det er helt fair at synkronisere presse- og gallavisningen.

Men problemet opstår, når pressevisningen først finder sted dagen efter gallaen. Og det gælder en række film på festivalen, ikke mindst The House That Jack Built.

Lars von Triers seriemorderepos har gallapremiere her til aften klokken 22.30 i Grand Théâtre Lumière, men pressen har værsgo at vente til i morgen klokken 8.30.

Man behøver ikke være Einstein for at kunne regne ud, at tidsforskydningen har ført til en hæsblæsende jagt blandt anmelderne for at få fingre i en billet til gallaen. I en digital tidsalder er et halvt døgns forspring i forhold til konkurrenterne en evighed.

Og tid er penge.

Patriotisk forskelsbehandling
Der er flere måder at skaffe en gallabillet.

Den mest oplagte er at spørge producenten, som i Triers tilfælde er Zentropa. Her lovede Peter Aalbæk engang gallabilletter til de pressefolk, der sprang nøgne i poolen. Det var hans måde at demonstrere, at journalister er villige til at lade sig ydmyge for at få en bid af filmkunstens himmerige.

Efter #MeToo er der vist ikke så meget gang i Ålens horror picture show. Men også hvis man bare får en billet af selskabet uden at blive offentligt ydmyget, har man et problem. For det vil være dårlig stil at takke for gæstfriheden med en nedsabling eller bare en dårlig anmeldelse af filmen. Og vælger man at skide på det, fordi man står fast på sin integritet, bliver det med garanti en engangsfornøjelse.

Man kan også forhøre sig i den øvrige filmbranche, men det er besværligt og tidskrævende. Og den sidste, desperate mulighed er at stille sig op foran festivalpalæet og som en anden tigger spørge de forbipasserende, om de tilfældigvis har en billet.

Thierry Frémaux’ tilsyneladende fornuftige anordning degraderer altså i praksis pressen. Og rigtigt slemt bliver det, hvis der er hold i rygterne om, at Frémaux har begunstiget sine landsmænd og foræret franske kritikere eftertragtede gallabilletter til Triers film.

Alene muligheden vil være fristende for lederne, og det får festivalens tale om ligestilling til at klinge noget hult.

Hvis det er nye tider, vil vi gerne have gamle dage tilbage.