Med livet som indsats i korrupt Afrika

Mads Brügger er en modig mand.

Det beviste han i tv-serien Danes for Bush, hvor han med pokerfjæs tilsluttede sig en gruppe rabiate republikaneres kamp for at sikre præsident Bush fire år mere ved magten. Og det beviste han med Det røde kapel, hvor han under dække af at være leder af en kommunistisk teatergruppe trængte ind i verdens mest lukkede land, Nordkorea.

I Ambassadøren laver han et lignende - givetvis livsfarligt - vovestykke ved at kaste sig ud i et moralsk ingenmandsland mellem internationalt diplomati og ren og skær forbrydervirksomhed.

Konsul i Centralafrika
Den Centralafrikanske Republik er et af verdens farligste lande. Det er blevet efterladt af de franske koloniherrer til skiftende diktatorers nåde - til oprørsbevægelserne, lejesoldaterne, de afhoppede fremmedlegionærer og ikke mindst de hvide lykkejægere med sans for mulighederne i et land, hvor lov og orden er et spørgsmål om, hvor mange penge du kan betale under bordet.

Hvis du oven i købet har et diplomatpas, er du godt stillet, ikke mindst i den omfattende handel med bloddiamanter.

Det har Mads Brügger, eller Mr. Cortzen, som han kalder sig, og han har tænkt sig at lave penge på de eftertragtede sten. Passet har han købt gennem en hollandsk diplomattitelmægler, som har gjort ham til Liberias konsul i Den Centralafrikanske Republik.

Illegal diamanthandel
Under dække af at ville gøre noget godt for den lokale industri ved at bygge en tændstikfabrik, forsøger han at trænge ind på markedet for illegal diamanthandel - nøjagtig som tusinde af vesterlændinge og andre tvivlsomme typer har gjort det før ham.

I 90’erne blev der alene i Liberia udstedt mere end 2500 diplomatpas, ikke sjældent til mennesker med fyldige straffeattester, fortæller Mads Brügger, der selv har lagt fortællerstemme til Ambassadøren. Og i den centralafrikanske hovedstad Bangui lever diplomatkorpset i sus og dus med benske i kaviaren og champagne på køl, mens de holder sig gode venner med det gennemkorrupte styre.

Tvivlsom moral
Brügger er hverken journalist eller skuespiller, men en blanding, som han selv har kaldt ”performativ journalistik”.

I Ambassadøren performer han som kolonial herremand med ridestøvler, skræddersyet jakkesæt og dekadent cigaretrør. Det er måske nok påtaget, når han under en pygmæ-fest siger, at ”det her er, hvad NGO’erne ikke har forstået: Man kan virkelig have det sjovt i Afrika”, men hans diplomattitel, fabrikken og de korrupte forbindelser er skræmmende virkelige.

Så grænseoverskridende har ingen dansk dokumentarist vel nogensinde været, og det vil utvivlsomt skabe debat om instruktørens moral.

Med sin figur, Mr. Cortzen, afdækker han en grotesk verden, hvor den europæiske mand stadig føler sig overlegen. Men én ting er, at han spiller for os, noget andet og langt mere sigende er, at de fupdiplomater og diamanthandlere, som han omgås, tilsyneladende betragter ham som en af deres egne.

Brügger som Borat
Spørgsmålet er, hvor langt man kan gå i sandhedens tjeneste. Overskrider Mads Brügger en grænse, når han i en afrikansk by giver indbyggerne et håb, som han ved ikke vil blive indfriet? Det er i hvert fald evident, at han sætter sig selv på spil og samtidig får sat fokus på et land, som den officielle del af verden har glemt eller måske ligefrem vælger at ignorere.

Som en anden Borat udfordrer Brügger tabuet om den hvide mands herredømme via et sammensurium af komiske og absurde scenarier, hvor Brüggers to pygmæ-assistenter er tragikomiske sidekicks.

I samspil med voice-overen, der anderledes nøgternt beskriver landets forfærdelige situation, får Brügger skabt et provokerende og efter de nervepirrende undercover-forhold veldrejet filmdokument, som alle tidligere kolonilande, der nu pudser den menneskeretlige glorie, burde tvangsindlægges til at se.