Kommentar
27. juli 2020
Dansk film har brug for venlighed
Psykopaten Mike (Morten Hee Andersen) skaber frygt og vrede, når han i Fred til lands straffer sine medmennesker med vold og brutalitet. Foto | Tine Harden

Dansk film har brug for venlighed

Der er et enormt potentiale i nicecore-genren, men spørgsmålet er, om danske instruktører tør tænke ud af filmskoleboksen?

Af Thea Torp

Hårdkogte, kriminelle fængselsindsatte glemmer deres vrede og husker i stedet opskrifterne på barndommens kager.

Det er den lille bjørn Paddington, der får dem på lysere tanker. I løbet af en eftermiddag reformerer han det britiske fængselsvæsen med parolen: ”Hvis du rar og høflig, vil verden være i orden.”

Fordi Paddington behandler de indsatte med empati og venlighed, holder han volden og intolerancen på afstand.

Det er kernen i en bestemt type film, som har fået det sigende navn ”nicecore” af Indiewires David Ehrlich i et essay.

Foden på konfliktknappen
Nicecore repræsenterer en fantasi, hvor venlighed, ordentlighed og optimisme kan sejre over konflikter.

David Ehrlich mener, at den feelgood-agtige genre er opstået som en velopdragen modreaktion i Trump-æraen.

Kritikeren nævner Richard Linklaters Everybody Wants Some!!, Netflix-filmen Heart Beats Loud og børneprogrammet Welcome to the Neighborhood, der for nylig har inspireret en spillefilm med Tom Hanks og en fremragende dokumentar med titlen Won’t You Be My Neighbour?

Filmene adskiller sig fra et diktum om, at film skal køres med en fod på konfliktknappen og en anden på løsningsknappen for at være interessant.

Venlighed kan i sig selv være en forandrende kraft i plottet, fremhæver Ehrlich.

Nicecore skaber med andre ord ikke en lyserød verden, men en verden, hvor virkelighedens store problemer kan løses inden for spillefilmlængde.

Livet er vidunderligt
Nicecore er dog ikke et så nyt filmisk fænomen, som Indiewire-kritikeren gerne vil gøre det til.

Genren går helt tilbage til 1948, hvor julefilmen Det er herligt at leve havde premiere. Her spiller James Stewart en selvmordstruet mand, der takket være en engel indser alt det gode, han har gjort for andre i sit liv, og genvinder troen på, at livet er vidunderligt.

En anden nicecore-film er Forrest Gump (1994), hvor Tom Hanks spiller en mand, der trods et fysisk handicap og begrænset intelligens spiller en afgørende rolle i flere historiske begivenheder og for mennesker i sit liv.

Et nyere eksempel er Oscar-vinderen Green Book (2018), hvor venskabet mellem en afroamerikansk jazz-pianist og hans hvide chauffør bygger en forsonende bro over racekonflikten.

Men hvad med dansk film? Hvor er en ægte nicecore-film med hjertet på rette sted?

Det danske rædselskabinet
I Danmark – og Norden – er vi i de senere år blevet verdensberømte for at dyrke grufuldheden og udpensle den i detaljer.

I succeser som Forbrydelsen eller Broen kan mørket ikke fordrives med opmærksomhed og venlighed, og i Fred til lands er ondskaben uden ende. I film af store danske instruktører – Lars von Trier, Nicolas Winding Refn eller May el-Toukhy – lærer vi, at livet er hårdt og mennesket komplekst.

Det handler om tilværelsens skyggesider, og det giver point hos kritikerne. Jo mere deprimerende, jo bedre.

Og selv når vi skal grine og have det sjovt, morer vi os ikke i et stort, inkluderende fællesskab. Vi griner ad ”de andre”, alle dem, som befinder sig længere nede på den sociale rangstige, som er dumme og socialt inkompetente eller slet og ret bare stakler.

Klassefesten, Alle for én og Undercover er et rædselskabinet af pinlig opførsel og grænseløs afstumpethed. Jo dummere, jo bedre.

I Klovn-filmene laver Casper Christensen og Frank Hvam grin med sig selv som mænd og kulturelite. Men selv om satiren er vellykket, er der ikke megen håb.

Vi mangler kort sagt rare helte, gode venner og fordomsfrie kammerater på lærredet.

Forløsende fællessang
Men vi har faktisk et ærkedansk eksempel på nicecore. Det er bare ikke på film eller i serier, men i bedste sendetid fredag aften.

Under coronakrisen var danskerne så langt nede, at vi for en gangs skyld lagde ironien og sortsynet på hylden og i fællesskab skabte et håb.

I Fællessang med Philip Faber fandt vi Højskolesangbogen frem og skrålede løs med den venlige pianist, så vi for et øjeblik glemte den usynlige trussel, overfyldte hospitaler og en verden på randen af kaos.

Det blev en bragende succes og viser, at nicecore har et enormt potentiale – også i Danmark. Det kan også blive en succes på det store lærred, hvis danske filmskabere har modet til at tænke ud af filmskoleboksen og vise, at stor kunst kan være blid og fredsommelig.

Thea Torp

Født 1994 i Randers.

Studerer journalistik og dansk på Roskilde Universitet.

Arbejder for Videnskab.dk.

Tilknyttet Ekko.

Relevante artikler

Biografanmeldelse
26. jan. 2020
Klovn The Final

Klovn The Final

Biografanmeldelse
30. nov. 2017
Paddington 2

Paddington 2

Biografanmeldelse
01. feb. 2017
Alle for tre

Alle for tre

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten