Alle for tre

Alle for en-to-tre-franchisen har haft held til at iscenesætte sig selv som folkets favorit og anmeldernes prygelknabe.

Således taler filmene ind i en større samtidsfortælling om den almene dansker mod den snobbede elite, og vi ved jo alle, hvem der er det dumme svin i det narrativ: ud med smagsdommerne og ind med folkedomstolen.

Fair nok.

Der er ikke noget galt med at lave film, man ikke behøver en kandidatgrad i medievidenskab for at kunne forstå.

Men hvor den første film – platheder og infantile vittigheder til trods – fortalte en historie, der med lidt god vilje handlede om venskab og om den lille mands kamp mod den store, er dette tredje ranglebær i rækken blottet for den mindste ambition om at være mere end halvanden times hurtige fix i form af urin-, splatter- og mobbehumor.

Undskyldningen for et plot er kort fortalt, at de småkriminelle brødre Timo (Rasmus Bjerg) og Ralf (Mick Øgendahl) mister deres far og finder ved den lejlighed ud af, at hele arven er testamenteret til en ukendt bror i Italien.

Især Timo har hårdt brug for de penge, fordi han er fem år bagud med børnebidrag. Ralf er vist bare med, fordi han ikke kan finde ud af at sige nej til sin tyranniske bror. I mellemtiden er Jonatan Spangs moderat mere intelligente tredjemand reduceret til en meget lille birolle, og han ser omtrent lige så utilpas ud ved at være med i filmen, som overtegnede føler sig som tilskuer.

Herfra går det huhej over stok og sten med en usammenhængende handling og figurer skåret over den fortærskede komedie-kliché om bøvede, afstumpede mænd, der ødelægger alt, de rører ved, og stramtandede, hårdtprøvede kvinder, der må rydde op efter dem.

Det kunne sikkert være meget sjovt, hvis man bare havde den mindste sympati med vores hovedpersoner. For hvorfor skal man holde med den lille mand, når den lille mand er en modbydelig sociopat, der nasser, snyder, lyver og hærger uden skygge af hverken charme eller samvittighed?

Filmen lider også under, at der ikke er nogen skurk, der kan sætte vores afstumpede hovedpersoner i relief.

Kortvarigt introduceres vi for en pelskonge, som vi må forstå, er et rigtigt dumt svin, fordi han slår søde, små dyr ihjel. Men når det samtidig forventes, at man synes, det er morsomt, at filmens helte stjæler en kørestol fra en handicappet kvinde, er det svært at blive indigneret over et par chinchillaers skæbne.

Man sidder og venter på en konflikt at investere sig i, men der er ingen kausalitet, ingen konsekvenser og intet for alvor på spil for vores hovedpersoner.

Mest af alt holder jeg med socialrådgiveren, der forgæves forsøger at få Timo til at være en bare tilnærmelsesvis anstændig far for sin søn. Det er åbenbart synd for Timo, at han risikerer at miste sit samvær, selv om han virker dybt uinteresseret i knægten.

Men det er åbenbart også sjovt.

Det er sjovt, at vores hovedpersoner er bedøvende ligeglade med deres alvorligt syge far. Det er sjovt at være ond mod handicappede. Det er sjovt, at Timo håner sin søn for at male med pigefarver. Det er sjovt, at Ralf bliver tvunget i en sommerkjole, fordi – halli-halløj – en mand i dametøj, det er da noget af det skøreste.

Det ville måske være provokerende, hvis det ikke var set tusind gange før. Hvis komedien rent faktisk sparkede opad i stedet for nedad. Hvis den tog pis på fordommene om den lille mand i stedet for at bekræfte dem til overflod.

Både Alle for en og Alle for to har været publikumssucceser, så mon ikke, Alle for tre også får tjent sig selv hjem igen.

Folkekomedier sælger, ligesom chips og cigaretter. Jeg kan bare håbe, at vi i det mindste bliver sparet for en fjerde film. Nu må den skid efterhånden være slået færdig.