Bekendelse fra en stivstikker i Cannes

Når stjernerne ankommer på den røde løber. Når de træder ind i salen. Når de præsenteres fra scenen. Når de erklærer, at de er ”utroligt beærede over at være her”. Når de forlader scenen igen. Når festivalens vignet ruller over lærredet. Når produktionsselskabernes logoer toner frem ét efter ét. Når filmen begynder. Når den slutter.

Når pressekonferencen går i gang. Når paneldeltagerne introduceres. Når nogen giver et særligt godt svar. Når seancen er forbi. Når gæsterne rejser sig og forlader lokalet. Når festivaldirektøren dukker op og taler længe på fransk, selv om hans engelsk er udmærket. Når han til sidst stopper igen.

Der klappes på Cannes-festivalen.

Der klappes meget. Der klappes længe. Så længe, at det er blevet en journalistisk disciplin at måle de stående ovationer i minutter og sekunder som en indikator for kvalitet.

Jo længere klapsalver, jo større mesterværk. Sådan lyder den uskrevne festivalregel. Resultatet er et absurd, Guinness-rekordagtigt stunt, hvor stående klapsalver nu kan vare over tyve minutter. Det er omtrent den tid, det tager at gå to kilometer, gennemføre en yogasession for begyndere eller få et rutinetjek hos tandlægen.

Men åbenbart også den tid, det kræver at signalere sin begejstring for en film. Snart må filmen vel nøjes med at være opvarmning til klapsalverne.

Det er næsten flovt at skrive, fordi det lyder så selvhøjtideligt. Men jeg er journalist og anmelder, som skal dække festivalen i artikler, interviews, kommentarer og anmeldelser. Jeg er ikke en fan, der møder sine idoler, og heller ikke en gæst, der skylder værterne en taknemmelig gestus. Hvis jeg er begejstret eller skuffet, må det komme til udtryk i teksten.

Jeg er godt klar over, at jeg fremstår som en håbløs gnavpotte. Og jeg må da også indrømme, at jeg indimellem er blevet revet med og har klappet ivrigt. For hvis der er ét sted, hvor man kan miste sin professionelle distance, er det Cannes.

Men når kolleger efter en pressekonference stiller sig i kø for autografer, eller når de langt ud på natten fester igennem med filmskaberne, som de næste dag skal anmelde, begynder mit indre kompas at knirke lidt. Ikke fordi jeg er hævet over det – snarere fordi jeg ikke helt kan finde ud af, hvornår vi gik fra kritikere til fanboys med adgangspas.

Så der går grænsen. Eller i hvert fald dér, hvor jeg prøver at lade, som om jeg ikke selv ville være fristet, hvis baren var gratis nok.

Det betyder ikke, at man skal være kold og kynisk. Tværtimod. Filmkritik udspringer af kærlighed til film. Ingen tager til Cannes uden at være fascineret af mediet, af kunstnerne og af den magi, som opstår, når lyset slukkes, og en længe ventet fortælling for første gang vækkes til live på lærredet foran et publikum.

Men måske netop derfor er det vigtigt at holde fast i sin rolle. Hvis kritikeren bliver fan, mister læseren sin repræsentant. Hvis man lader sig opsluge af festivalens selvfede hyldest, risikerer man at forveksle begejstring med dømmekraft.

Så når klapsalverne igen rejser sig omkring mig, bliver jeg siddende. Ikke fordi jeg er hævet over begejstringen, og ikke fordi jeg ikke kan lide filmen eller stjernerne. Men fordi min applaus først kommer bagefter – eller slet ikke. Nemlig i teksten.