Artikler

Merchandise i form af legetøj og burgermenuer er en essentiel del af lanceringen af enhver børnefilm. Fratager de præfabrikerede verdener børnene deres kreativitet?

Film handler sjældent om mennesker, der går i terapi. Men mange film ligner i deres struktur et vellykket terapiforløb – og derfor fascinerer de os, skriver dramaturgen Trine Breum og giver animationsfilmen Shrek som eksempel.

Hvorfor kan man altid finde parkeringsplads midt i New York? Hvorfor kan Eiffeltårnet ses fra hvilket som helst vindue i Paris? Og hvorfor bryder biler, der smadres, næsten altid i brand? Lektor Peter Schepelern går i clinch med filmklicheerne.

Man kan sagtens servere smertefulde historier for børn, mener Jannik Hastrup, der er en af dansk tegnefilms betydeligste skikkelser og aktuel med det barske og poetiske eskimodrama, Drengen der ville gøre det umulige. Filmen fik hædrende omtale på årets Børnefilmfestival i Berlin.

”Det er positivt med en mangfoldig indre verden, men man skal passe på, at fantasien ikke tager overhånd,” siger instruktøren Henrik Ruben Genz, der har filmatiseret Bjarne Reuters børnebog En som Hodder.

S-tog – en serie om unge på sporet af fremtiden! Sådan lyder præsentationen af en ny dansk dokumentarfilmserie og biograffilm, der tegner et portræt af en generation, for hvem det multikulturelle samfund er en kendsgerning.

Vertigo er mesterinstruktøren Alfred Hitchcocks bedste film. En film, der både er betagende, foruroligende og utroligt stramt fortalt. Det er også et forbilledligt eksempel på en vertikal filmfortælling, som i form og indhold opererer på den vertikale akse.

At skildre sig selv og sin familie i en dokmentarfilm kræver nærvær, men også distance, mener Det Danske Filminstituts konsulent for kort- og dokumentarfilm, Jakob Høgel. Her vurderer han tre film, Thomas Heurlins Mødet med min datter, Linda Västriks Far og jeg og Phie Ambo og Sami Saifs Family.

Reality-tv, docu-soaps, hverdagsdokumentar – begreberne svirrer gennem luften. Men de nye genrer opfinder ikke en ny dokumentarisme, snarere videreudvikler og kombinerer de elementer fra den allerede eksisterende dokumentariske tradition.

Det første Big Brother-show i Danmark blev en stor mediebegivenhed, særligt da tre deltagere i protest forlod det videoovervågede hus. Big Brother er en miniaturemodel af et samfund, hvor medier er allestedsnærværende, skriver lektor Anne Jerslev i sin analyse.

Hvordan har tv-krimien udviklet sig, og hvad karakteriserer den danske tradition — fra En by i provinsen til Rejseholdet?

Morten Køhlert mener, at forældre er berøringsangste i forhold til deres børns følelsesliv. ”Vi må ikke tage stærke filmoplevelser fra børn og spise dem af med letfordøjelig underholdning,” siger instruktøren bag Cecil Bødker-filmatiseringen Ulvepigen Tinke – en dramatisk historie om en forældreløs pige i Danmark anno 1850.

En god historie er en pirrende form dryppet med en skandale. Det mener Mogens Rukov, leder af Filmskolens manuskriptuddannelse og om nogen manden, der har bragt den gode historie tilbage til filmlærredet. Her fortæller han i et usædvanligt email-interview om den kreative skriveproces, om ideens form, dramatikkens motor og om ubehaget ved dramaturgiens systemtænkning.

Medierne viser billeder af en mand, der skyder sig i hovedet, men de er ikke interesserede i at fortælle, hvem manden var, eller hvorfor han gjorde det. Sami Saif fortæller om baggrunden for sin dokumentarfilm om Ricardo Lopez, der i 1996 sendte en bombe til Björk og bagefter filmede sit eget selvmord med et videokamera.

Sange fra anden sal er en af de særeste og mest fascinerende film i mange år. Dens instruktør Roy Andersson fortæller om det moderne samfunds absurditeter. Om hvorfor Dogmefilm og forbrugskultur hører sammen. Og glæden ved at synke ind i et maleri.

Findes der en særligt realistisk stil? Vi undersøger dramaturgi, billeder, klipning, musik, farver og skuespil i Per Flys spillefilm Bænken.