Woman of the Hour

”Det kunne være virkelig fedt, hvis I kiggede op fra bordet, mens jeg spiller scenen,” siger en aspirerende skuespiller sarkastisk ud i luften i sin bil.

Hun er på vej hjem fra endnu en nedbrydende Hollywood-audition, der er helvede og himmel for dramastudenter.

Sheryl er ved at miste modet, men så ringer hendes agent, de har booket hende til et datingprogram. Stjernen Sally Field blev opdaget på det samme program, bliver hun mindet om, før hun sluger sin faglige stolthed og siger ja.

I 1960’ernes og 70’ernes The Dating Game sidder fire singler på en scene: en kvinde, tre ungkarle og imellem dem en væg. Kvinden stiller spørgsmål, mændene svarer, og den mindst håbløse af de tre mænd vinder et weekendophold med kvinden.

Sheryl får stukket nogle talekort i hænderne, og det bliver hurtigt gjort meget tydeligt, at hun helst ikke skal gøre andet end at smile og se godt ud.

1970’erne er sexismen i storform, men Sheryl vil gerne skille sig ud. Hun dropper instrukserne og går til de tre ungkarle med udsøgt humor.

Ungkarl nummer tre er påfaldende charmerende sammenlignet med sine bøvede konkurrenter. Men da spotlyset rammer ham, stormer en kvinde blandt publikum tårevædet ud af studiet. Det viser sig at være hendes afdøde venindes morder. En grotesk tydeliggørelse af udtrykket: ”Mænd er bange for, at kvinder skal grine ad dem. Kvinder er bange for, at mænd skal slå dem ihjel.”

Seriemorderen Rodney Alcala deltog i virkelighedens The Dating Game, og skuespilleren Anna Kendricks instruktørdebut Woman of the Hour er noget så sjældent som eksistensberettiget true crime.

Alcala lokkede unge, enlige kvinder ud i ørkenen med sit kamera og flirtende floskler om deres skønhed. Han myrdede kvinderne efter at have foreviget dem, og i filmen krydsklippes der kuldegysende mellem kameraets blitz og det blændende scenelys i tv-studiet.

Der er en begavet brug af stilhed i dialogen mellem kvinde og mand. Grænsen mellem akavet og utryg stilhed er skræmmende tynd, og det gælder ikke kun mellem Alcala og hans ofre. 

Det kvindelige vidne blandt publikum bliver ikke taget alvorligt af produktionen, når hun prøver at advare dem om den morderiske programdeltager. ”Believe women!” råbes der mellem linjerne, og man fornemmer #MeToo’s kulturelle aftryk.

Woman of the Hour har ikke kun underholdningsværdi. Den kan også bekræfte kvinder i, at man skal reagere på sin mavefornemmelse, og det er bedre at ødelægge den gode stemning end risikere sit liv.

Den strukturelle hverdagssexisme fremmer sexistisk vold, men samtidig kan kvindelig behagesyge i nogle situationer være en overlevelsesmetode i en mandeverden. Vi må ikke victim blame den pleasende kvinde.

Jeg afskyr normalt true crime, fordi private traumer gøres til underholdning, men Woman of the Hour har nærmest karakter af public service ud over, at det er en velsmurt thriller.

Alcalas ofre er alle stærke kvinder fulde af personlighed og kritisk sans, og på den måde er filmen en tiltrængt afvigelse fra filmtropen om den flade, men smukke kvindekarakter, der må lade livet, før vi lærer hende at kende.

Karismatiske Anna Kendrick har rollen som Sheryl, samtidig med at hun gør et kompetent instruktørarbejde. Manuskriptet er godt skrevet af en mand, men med rettelser af Kendrick, der med sin personlige erfaring som kvinde har skruet op for replikkernes uhyggelige genkendelighed.

Kvinden lider under mandlig opmærksomhed, hvad end hun får den eller ej.

Det udnytter Rodney Alcala ved at appellere til kvindernes ønske om at blive set. Og Woman of the Hour viser, at hvordan det mandlige blik er blevet internaliseret. Med Alcala får kvinderne lov til at være ”the woman of the hour”, men det sker på bekostning af deres eget liv.