Operation Mincemeat

I tiåret efter Anden Verdenskrig lavede Storbritannien en række sobre og realistiske krigsfilm om landets egen indsats. Film om at sænke slagskibet Bismarck, holde ud i ørkenbyen Tobruk, bombe dæmningerne i Ruhr og selvfølgelig komme ud og ind af det tyskbesatte Frankrig.

En af slagsen er Manden, der aldrig har levet fra 1956. Den skildrer ”Operation Hakkekød”, hvor englænderne med en strandvasker, der har en opdigtet identitet og falske papirer, i 1943 narrer tyskerne til at tro, at de allierede ville gå i land i Grækenland i stedet for Sicilien.

Filmen er en adaption af chefen for missionen, kommandør Ewen Montagus erindringer om det skelsættende fupnummer, som blev en succes for invasionen.

Operation Mincemeat sørger for, at begivenheden ikke går i glemmebogen. Denne udgave er baseret på en bog af historiker Ben Macintyre, og Montagu spilles af Colin Firth. Han er kommet op i klassen for engelske karakterskuespillere, som gør det godt i uniform ved fronten eller på kommandobroen.

Ingen kan som Firth se så britisk bekymret ud. Med alvorlige miner, stålsatte øjne og grimasser, der passer, når lokummet brænder et sted i Imperiet.

Han sekunderes stovt og selvfølgeligt af en række andre britiske skuespillere, som også er meget bekymrede.

Jason Isaacs er fremragende som admiralen med øgenavnet M, ja, det samme bogstav som hos James Bond og hans forfatter Ian Fleming sidder såmænd også på kontoret for vildfarelse af fjenden. Og M er skurkagtig modstander af planen om at lade et lig skylle i land i Spanien for at tage røven på tyskerne.

Det er Winston Churchill ikke.

Jo mere fantastisk planen lyder, jo mere bakker han den op. For på en måde er dette endnu en Brexit-film. Om at England sagtens klarer skærene alene med gåpåmod og stædighed og lidt hjælp fra amerikanerne.

Og selv om der er mange forhindringer undervejs – tyskerne er jo ikke helt dumme – overvindes de med den knastørre koldblodighed, der lugter af Ceylonte, smørsmurte scones, gin og tonic.

Matthew Macfadyen er medhjælpende efterretningsofficer med et ansigt, der ligner Peter Sellers’. Han falder naturligvis for samme kvinde som Firth.

Hun spilles sødt og svalt romantisk af skotske Kelly Macdonald med en mild, blid stemme og en standhaftig mund, der ikke kysser Gud og hvermand.

Chancen for sex og sensuel romance er nul og niks. Kærligheden har umulige kår under krigen, fordi ægteskab og fædreland kræver sin mand og kvinde.

Fans af Downton Abbey vil genkende Penelope Wilton, som igen moderligt og myndigt styrer sine omgivelser. Selvfølgelig også bekymret.

På mange måder kunne filmen med fornuft og følelser lige så godt være skabt i 1952. Man beder til Gud i farens stund og taler med patriotisk patos om fædrelandskærlighed.

Farver, fotos og teknik er langt bedre og flottere end dengang i 50’erne. Men sandheden er også, at fortællingen om denne hemmelige mission både er spioners pokerspil med høje indsatser og brætspillet Stratego i virkelighedens verden.

Det gælder mere om at holde kæft og sine kort tæt til kroppen end heroisk at gå i aktion på diverse slagmarker.

Det bliver i sagens natur til mere kammerspil end krigsfilm. Derfor peppes handlingen her og der op med mere spionage, svingende natteliv i London med jazz og jitterbug samt en amerikansk sergent på fransk visit.

Man må sågar forføre en homoseksuel, spansk fascist for at få tyskerne til at falde til føje.

Operation Mincemeat træder indimellem vande, og den har svært ved at finde en passende slutning. Men hvis du er Anden Verdenskrigs-nørd, er der rigeligt at glæde sig over.